Fodbold

Thisted FC tager vigtig sejr i Serie 2 trods 40 minutter i undertal

Spillerne fra Thisted FC følte sig bortdømt, men red stormen af og sikrede tre vigtige point

Thisted FC sled sig til tre vigtige point. Arkivfoto: Martin Damgård
Thisted FC sled sig til tre vigtige point. Arkivfoto: Martin Damgård

THISTED: Thisted FC har sat en slutspurt ind i Serie 2 for at sikre sig overlevelse. Lørdag eftermiddag tog thyboerne endnu et vigtigt skridt, da de hjemme slog NUGF Viborg med 2-1 og har nu vundet tre kampe i træk.

- Det var en utrolig vigtig sejr mod et godt hold, og det begynder at se fornuftigt ud for os at overleve i Serie 2, siger spillende træner for Thisted FC, Jacob Kjær.

Thisted FC fik dog ikke den bedste start på kampen og løb tidligt ind i et gult kort, som betød 10 minutter i undertal. I den periode pressede gæsterne på og formåede også at få bolden over stregen og score til 0-1.

Som første halvleg skred frem blev Thisted FC igen fuldtallig og kom bedre med i kampen. Med 10 minutter til pause blev Peter Lukassen sendt af sted i en kontra, og den omsatte han til en scoring til 1-1.

Den stilling holdt til pause.

- Anden halvleg blev fuldstændig vanvittig, hvor vi følte, der var mange kendelser imod os, siger Jacob Kjær.

Efter pausen kom der tænding i opgøret. Thisted FC løb ind i adskillelige gule kort, og cirka halvvejs gennem halvlegen fik Jacob Kjær sit andet gule kort og dermed rødt. I alt spillede Thisted FC cirka 40 minutter i undertal i løbet af kampen.

I en af undertalsperioderne fik Thisted FC dog tilkæmpet sig et straffespark efter 75 minutter. Det tog Brynn Jacob Thompson sig af, og han scorede til 2-1.

På trods af mange frustrerende kendelser imod Thisted FC, så formåede de at holde koncentrationen. Det skyldtes blandt andet en velspillende Kristian Thinggård Bjørn i midterforsvaret, som holdt sammen på tropperne. 

Mod kampens slutning begyndte gæsterne også at blive frustreret og rendte ind i gule kort. Det lykkedes Thisted FC at holde føringen hjem og vinde 2-1.

- Vi havde svært ved at få spillet til at flyde i anden halvleg, fordi der var mange afbrydelser, men det var super rart, at vi holdt koncentrationen og fik tre point, siger Jacob Kjær.

Med en kamp tilbage indtager Thisted FC fjerdepladsen i Serie 2 med 16 point. De har to point ned til playoff-pladsen og tre point til nedrykning.  

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

Thisted FC

NUGF Viborg

Resultat: 2-1

Pause: 1-1

Mål: 0-1 (10), 1-1 Peter Lukassen (35) og 2-1 Brynn Jacob Thompson (75)

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden