Thisted Gymnasium genåbner først i løbet af maj
Sent tidspunkt for aflevering af store opgaver får gymnasiet til at vente med fysisk undervisning
Opdateret kl. 17:43
THISTED: Overalt i landet er afgangseleverne i de gymnasiale uddannelser på vej tilbage i skole. Men på Thisted Gymnasium er gensynet med skolen og kammeraterne udsat til et stykke ind i maj.
Baggrunden er, at gymnasiet ved starten af corona-krisen valgte at udskyde de store skriftlige opgaver, SRP for stx-eleverne og SSO for hf’erne.
- Det gjorde vi, fordi vi havde et håb om, at tingene ville nå at ændre sig. At bibliotekerne ville åbne, og at de naturfaglige elever kunne få mulighed for at lave eksperimenter, fortæller rektor Søren Christensen.
Det er der desværre ikke blevet mulighed for. Og inden opgaveskrivningen - som 3.g’erne har to og hf-eleverne én uge til - ville der reelt kun blive syv eller otte skoledage.
- Vi havde først besluttet at genåbne på mandag, 20. april. Men i samarbejde med personalet nåede vi frem til, at det i forhold til udbyttet ville indebære et for omfattende stykke arbejde at blive klar til genåbningen, siger han.
For at overholde afstandskravene ville lærerene ofte være nødt til at cirkulere mellem op til tre klasselokaler - og desuden vil mange af lærerne skulle passe fjernundervisningen for eleverne i 1. og 2. g og 1. hf.
- Ud fra et kvalitetssynspunkt vurderede vi, at de ville få bedre undervisning, hvis de syv dage var uden fremmøde, siger rektor.
Det er endnu et åbent spørgsmål, hvor mange undervisningstimer, der bliver efter afleveringen af de store opgaver - for 3. g’ernes vedkommende 14. maj. Men ministeriet har givet mulighed for, at sidste skoledag kan udskydes til midt i juni.
I alle tilfælde har fjernundervisningen ifølge Søren Christensen været en succes.
- Der er selvfølgelig nogle udfordringer i det. Men det er helt vildt, hvor godt eleverne har taget imod det, siger rektor - der fortæller, at nyheden om den udsatte genåbning er blevet modtaget ”med forståelse”:
- Selvfølgelig har de lyst til at møde kammeraterne. Men jeg har brugt meget tid på at få det kommunikeret ud.
Søren Christensen har ikke hørt om andre gymnasieskoler, hvor genåbningen er blevet udskudt så længe som på Thisted Gymnasium.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.