Thy Awards på toppen: 2021 blev det stærkeste sportsår i Thy nogensinde
Selv om der ikke var priser til alle, var der masser af hæder til idrætten, foreningslivet og de frivillige ledere til Thy Awards 2022 - og et godt show oveni købet
Opdateret kl. 16:05
THISTED: Trods alle de udfordringer - ikke mindst med corona - som sidste år også ramte idrætten og foreningslivet, blev 2021 "det stærkeste sportsår i Thy nogensinde".
Så klar var den beskrivelse, som Torben Overgaard, formand for Thisted Kommunes udvalg for sundhed, fritid og kultur, gav af de præstationer, masser af idrætsudøvere leverede sidste år.
- Der ligger mange timers arbejde bag præstationerne, og det er ikke lige sjovt hver gang, sagde Torben Overgaard, det stod for det indslag i award-showet, der bar overskriften "Påskønnelse af præstationer". En anerkendelse til hold eller enkeltpersoner, som i det seneste år har opnået store sportslige resultater. Og trængslen på scenen i Thy Hallen viste klart, hvorfor 2021 var det "stærkeste sportsår nogensinde".
- Årets Sportsnavn i Thy: Mors-Thy Håndbold, Pokalvinder Final Four, 2021, FC Thy - Thisted Q, Pokalvinder 2021
- Årets Forening: Snedsted FDF
- Årets Ungeleder: Benjamin Østergaard Poulsen, Thisted IK, Håndbold
- Årets Talent: Victoria Kristensen, Nordvestjysk Golfklub
- Årets Leder: Janni Korsgaard Hansen, HØSGU
Aftenens mest prestigefyldte pris, "Årets Sportsnavn i Thy" kom ud med to navne på vandrepokalen. Blandt tre indstillede, Mors-Thy Håndbolds ligahold, FC Thy - Thisted Q, begge hold pokalvindere i 2021, og Thisted Svømmeklubs Karoline Sørensen, OL-deltager i 4x100 meter medley, skulle dommerkomiteen træffe et valg, der viste sig umuligt. Så i stedet for en modtager, blev det til en deler mellem den lokale herrehåndbold og den lokale kvindefodbold - to hold i den absolutte top på landsplan på hver deres baner.
Prisen som "Årets Sportsnavn" uddeles i samarbejde mellem Det Nordjyske Mediehus og Thisted Kommune. Prisen blev uddelt første gang i 1969, og siden 1982 har den været fulgt af en vandrepokal. Hver år med et nyt navn indgraveret. I år bliver der indgraveret to navne, for redaktionschef Lars Bang Bertelsen, Thisted, måtte på dommerkomiteens vegne erkende, at feltet til prisen i år talte så stærke kandidater, en OL-deltager og to pokalvindene hold i henholdsvis håndbold og fodbold, at valget i praksis var umuligt. Så et sportsnavn blev til to, Mors-Thy Håndbords ligaherrer og FC Thy - Thisted Q.
Flotte præstationer kommer ikke ud af ingenting. Det gik som en rød tråd gennem hele showet, at en flot præstation, uanset om den er individuel eller resultatet af en holdindsats, starter et sted. Ofte i det foreningsliv, som tæller omkring 230 folkeoplysende foreninger kommunen og er med til at "give Thy kant", som det blev bemærket i optakten til showet. Her udvikles talenterne - ikke mindst med hjælp fra en masse foreningsfrivillige ledere og trænere.
Deres indsats blev også påskønnet og anerkendt som en del af Thy Awards 2022.
Årets lederpris, som gives i samarbejde mellem Thisted Kommune og Sparekassen Thy , gik til Janni Korsgaard Hansen, HØSGU, for hendes årelange engagement i det foreningsarbejde, hun var glad for at være med til at drive til gavn for ikke mindst børn og unge, som gennem idræt, bevægelse og fællesskab for nogle oplevelser sammen med andre.
Og så var der de foreninger, der er forudsætningen for det hele. Steffen Kjær, formand for folkeoplysningsudvalget i Thisted Kommune konstaterede, at de mange frivillige foreninger er med til at gøre Thy til noget særligt. Og så har Thisted i et coronaudfordret 2021 som en af få kommuner haft tilgang til kommunens foreninger. Tre foreninger, Snedsted FDF, Thy Bueskyttelaug og Thisted Ro- og Kajakklub var nomineret til prisen som "Årets Forening". Den gik til Snedsted FDF, som modtog den med en tak til de forældre, der sender deres børn afsted.
- Uden børnene, ingen forening, sagde Charles Knudsen, Snedsted FDF.
Prisen som "Årets Ungeleder" uddeles i samarbejde med DGI Nordjylland. Den gik til 15-årige Benjamin Østergaard Poulsen, Thisted IK, Håndbold, som anerkendelse af hans indsats som frivillig træner - en opgave han tog på sig første gang som 11-årig.
"Årets talent" blev Victoria Kristensen, Nordvestjysk Golfklub. Hun deltog i showet på en storskærm, mens Lasse Jeppesen tog imod prisen på hendes vegne. Prisen uddeles i samarbejde med NetIP.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.