97 vil med i repræsentantskab: 93 mænd og fire kvinder
20 nye stiller op til repræsentantskabsvalget i Thy-Mors Energi, der afvikles tirsdag, onsdag og torsdag
Opdateret kl. 18:34
THY-MORS: - Jeg er vant til at være eneste kvinde der, hvor jeg færdes. Så det skræmmer mig ikke. Jeg er også med i Dansk Industri Thy-Mors' bestyrelse, hvor jeg også er ene kvinde. Thy-Mors Energi burde have flere kvinder i repræsentantskabet, når halvdelen af kunderne er kvinder. Måske oplever kvinder, at emnet er for teknisk til deres interesser, men så må man vel informere bedre om, hvad det handler om, og måske gå ud at spørge kvinder om, hvorfor de holder sig tilbage.
Det siger Helle Korsgaard. På torsdag stiller hun op som ny kandidat til repræsentantskabet i Thy Mors Energi A.m.b.a. Energiselskabet for Mors, Thy og Thyholm roser sig af at have 44.000 ejere i form af samtlige private og professionelle el- og fiberkunder i dækningsområdet, men det er stort set kun det maskuline segment, som foreløbig er opstillet til det repræsentantskab, som blandt andet vælger selskabets bestyrelse af sin egen midte.
Der skal på tre valgmøder i denne uge vælges 90 repræsentanter, ligeligt fordelt på de tre valgkredse, og 20 af de i alt 97 kandidater, der foreløbig er opstillet, er nye i denne sammenhæng. Valgkreds 1, Northy, har opstillet 32 kandidater, hvoraf 9 er nye. Tre af dem, heraf to nye, er kvinder. Valgkreds 2, Mors, har foreløbig opstillet 30, der, hvis ikke flere melder sig på valgaftenen, automatisk vil være valgt. Helle Korsgaard, der bor i Nykøbing, er eneste kvinde.
Helt slem er kønsfordelingen i Kreds 3, Sydthy. Her stiller 35 op, hvoraf fem er nye, men der er slet ingen kvinder på kandidatlisten. Det er her, formanden for Thy-Mors Energi, Robert Hove, Hurup, er valgt.
Altså i alt fire opstillede kvinder til de 90 pladser. Hvis kvinderne bliver valgt, vil der dog være tale om en fordobling, idet der i det afgående repræsentantskab sidder i alt to kvinder.
- Valgkreds 1, Nordthy: Valgmøde holdes onsdag 8. februar kl. 19.00, hos Thy-Mors Energi på Løvevej 5, Thisted.
- Valgkreds 2, Mors: Valgmøde holdes torsdag 9. februar kl. 19.00, i Nordic Food College, Mosegårdsvej 10, Nykøbing.
- Valgkreds 3, Sydthy: Valgmøde holdes tirsdag 7. februar kl. 19.00, på Thinghuskroen, Klostergade 41, Vestervig.
- Kvinderne må selv
- Min holdning er, at hvis kvinder vil frem i verden, skal de selv gøre noget for det. Vi vil meget gerne have flere kvinder ind, og jeg har selv opfordret et par kvinder til at stille op, men det er svært, når interessen ikke er der. I andre dele af samfundslivet er det kvinderne, der dominerer, men jeg bryder mig ikke om, at vi skal indføre kvoteordninger og den slags for at tvinge en mere ligelig kønsfordeling igennem. Det må komme af sig selv hen ad vejen, siger Robert Hove.
Hos den enlige kvinde, der foreløbigt stiller op på Mors, er interessen og engagementet til stede på forhånd. Helle Korsgaard er selv ledende fagperson i forsyningssektoren, idet hun er administrerende direktør for selskabet Thisted Vand.
- Forsyningssektoren er en utrolig spændende branche. Jeg vil gerne være med til at præge udviklingen. Der sker vildt meget i den grønne omstilling, og den forsyningskrise, vi har været i med galopperende elpriser er med til at skubbe på den udvikling. Der er en del penge, som skal ud at arbejde, og jeg tror, det er vigtigt, at vi heroppe i nordvest fortsat har et selvstændigt energiselskab, som kan gå forrest med blandt andet power-to-x og vindmøller til gavn for vores arbejdspladser, siger Helle Korsgaard.
Digitalt valg i fremtiden
Formanden regner ikke med problemer med at få valgt de tre gange 30 repræsentanter. Det er anden gang, valghandlingen gennemføres ved møder de tre steder, og der kan opstilles kandidater helt frem til mødestart i de respektive områder.
- På et tidspunkt vil det nok være naturligt at gå over til digitalt valg, for det er jo ikke så mange, der møder op. Fordelingen mellem folk, der genopstiller, og nye kandidater er vel et udtryk for, at der er interesse for alt det, der sker i energisektoren lige nu, men også, at man føler sig forholdsvis komfortabel med den måde, tingene har kørt på i selskabet, siger Robert Hove.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.