Thyhallen skal have nyt navn. Eller skal den nu også det...?

I takt med, at Thyhallens nye sundhedscenter står færdigt til sommer, efterspørger Thisted Kommune forslag til et nyt navn. Spørgsmålet er blot, hvorvidt man skal bibeholde det gamle

Thyhallen skal måske have nyt navn. <i>Illustration: Cubo Arkitekter </i>

Thyhallen skal måske have nyt navn. Illustration: Cubo Arkitekter

THISTED:Thyhallen har været et fast samlingspunkt i Thy i et halv århundrede. 

Nu mangler kun tredje etape af byggeriet på hallens nye sundhedscenter, og når det står færdigt i slutningen af 2023, håber Thisted Kommune på at kunne åbne med et nyt navn.

I hvert fald lagde kommunen onsdag i denne uge ud på Facebook, at man efterspørger forslag til et nyt navn til Thyhallen.

Det sker blandt andet fordi man ønsker at omfavne det nye sundhedscenter i idrætscentrets navn. Men i kommentarfeltet på Facebook-opslaget er der en overvægt af borgere, der tydeligt giver udtryk for, at de slet tikke ønsker navnet ændret. Her er den fremherskende holdning tilsyneladende, at Thyhallen skal blive ved med at hedde Thyhallen.

Ifølge direktør for Social, Sundhed og Kultur hos Thisted Kommune, Tue Von Påhlman, så er alle forslag fortsat i spil.

- Thyhallen er et glimrende navn. Det, vi bare vil forsøge, er at få de øvrige begreber i spil som sundhed, fritid og fællesskab. Det kan godt ses i sammenhæng med det eksisterende navn, der jo også bærer hele historien bag Thyhallen. Så alt er i spil, siger direktøren.

Mere end det var

Siden Thisted Kommune besluttede at ombygge Thyhallen, så har der været ambitioner om, at gøre stedet til mere end det var. Det skyldes, at der kommer en række kommunale funktioner med det nye sundhedscenter, og det ønsker man altså bliver omfavnet i navnet.

- Det er vigtigt at sende et signal om, at de her rammer bliver et fyrtårn i forhold til at skabe mere sundhed for alle thyboer. Men der skal også være plads til fritid og masser af idræt som en katalysator for at skabe flere fællesskaber i Thy, fortæller Tue Von Påhlman.

Han er glad for den opmærksomhed, som Facebook-opslaget har fået. Ifølge direktøren, bliver forslagene modtaget af en gruppe centrale aktører i og omkring hallen, der får dem fra Facebook og ind på bordet.

- Det bliver deres opgave at komme med et et eller flere forslag, som vores sundhed, kultur og fritidsudvalg også er med til at tygge på, siger han.

Det politiske udvalg håber på at kunne godkende Thyhallens nye navn til august.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.