Tidligt rødt kort blev udslagsgivende for Thisted FC i Jyllandsserien
Thisted FC kæmpede hårdt med en mand i undertal, men måtte tage hjem fra Frederikshavn med et nederlag
FREDERIKSHAVN: Det blev ikke den ønskede kamp for Thisted FC, da de søndag eftermiddag mødte Frederikshavn FI på udebane i Jyllandsserien 1. Her måtte thyboerne se sig slået 0-3.
Kampen var kun otte minutter gammel, og Thisted FC's målmand Silas Larsen og en angriber fra Frederikshavn stødte sammen. Sammenstødet blev dyrt for Thisted FC, da dommeren kvitterede med et rødt kort til Silas Larsen og straffespark til Frederikshavn FI.
- Det blev en svær kamp, fordi vi kom en mand i undertal. Der skulle løbes mere og spilles mere uden bold, men jeg synes faktisk, at vi leverede en god første halvleg, siger Thomas Juul Mikkelsen, som er træner for Thisted FC.
Thisted FC fik fornyet energi, da hjemmeholdet sparkede straffesparket forbi målet. Ellers var det Frederikshavn FI, som var mest på bolden i første halvleg. Dog kom de ikke til de helt store chancer.
Kort før pausen lykkedes det Thisted FC at spille sig igennem, men skød forbi målet. Til gengæld fik Frederikshavn FI et hjørnespark minuttet efter, og det headede de i mål til 1-0.
- Det var lidt en mavepuster efter vores egen chance, og vi ellers havde styr på dem, siger Thomas Juul Mikkelsen.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet med Frederikshavn mest på bolden. Efter 59 minutter blev hjemmeholdets føring fordoblet, da der opstod klumpspil efter et nyt hjørnespark.
Undertalsspillet begyndte at sætte sig på spillerne fra Thisted FC. Fem minutter senere blev kampen lukket, da en Frederikshavn FI spiller blev spillet fri i dybden og scorede til 3-0.
- Vi havde alt at vinde i anden halvleg, så vi prøvede at satse offensivt, men det gjorde os også sårbare bagtil, siger Thomas Juul Mikkelsen.
Det endte med et nederlag på 0-3 til Thisted FC.
- Hvis ikke vi havde fået det røde kort, havde det været en anden kamp for os, fordi vores taktik blev slået i stykker. Men vi har flere gode ting, vi kan tage med fra kampen, siger Thomas Juul Mikkelsen.
Fodbold, Jyllandsserien 1
Frederikshavn FI
Thisted FC
Resultat: 3-0
Pause: 1-0
Mål: 1-0 (45), 2-0 (59) og 3-0 (64)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.