Tilbagegang er en kendsgerning, men hjemmebanen gjorde en forskel

Trods tilbagegang for Venstre sikrede Torsten Schack Pedersens lokale bagland at han tager partiets tredje mandat i Nordjyllands Storkreds - men Danmarksdemokraterne er større end Venstre i Thisted-kredsen

Torsten Schack Pedersen (V) er genvalgt til folketinget. Han tog Venstres tredje mandat i Nordjyllands Storkreds. Her takker Simon Kollerup (S) ham for en god valgkamp. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Torsten Schack Pedersen (V) er genvalgt til folketinget. Han tog Venstres tredje mandat i Nordjyllands Storkreds. Her takker Simon Kollerup (S) ham for en god valgkamp. Foto: Bo Lehm

THISTED:Landstallene gentager sig lokalt. Det var status onsdag eftermiddag, de de personlige stemmer var talt op i Thisted-kredsen, hvor Venstres lokale resultat til forveksling ligner partiets landstal.

Venstre fik samlet 6.479 stemmer - heraf 4.699 personlige stemmer til Torsten Schack Pedersen, som efter sin sjette valgkamp har sat sig på Venstres tredje og sidste mandat i Nordjyllands Storkreds. 

Valgresultatet i Thisted-kredsen svarer til en tilbagegang på 13,1 procent i forhold til valget i 2019, og selv om Torsten Schack Pedersen har sikret sig 4699 personlige stemmer har han også tabt terræn på hjemmebanen i Thisted-kredsen, hvor vælgerne i 2019 gav ham 8.238 personlige stemmer.

Allerede på valgaftenen stod det klart, at Venstre gik tilbage, og en times tid efter at valgstederne var lukket konstaterede Torsten Schack Pedersen nøgternt, at stor nordjysk fremgang til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne for en stor dels vedkommende skete med støtte fra tidligere venstre-vælgere.

Valgresultatet bekræfter hans antagelse. Danmarksdemokraterne fik 7586 stemmer i Thisted-kredsen. Dermed er partiet større end Venstre, og med 5919 personlige stemmer til Inger Støjberg slår hun Torsten Schack med 1220 personlige stemmer på hans egen hjemmebane og henviser ham til en tredjeplads målt på personlige stemmer med Simon Kollerup (S) som topscorer. Han fik i alt 8723 personlige stemmer i Thisted-kredsen.

- Vi har hele tiden vidst, at Inger Støjberg stod stærkt i Nordjylland. Det bekræfter stemmetallene, siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer, at hans resultat, trods tilbagegangen, understreger vigtigheden af, at der stemmes lokalt.

- Jeg henter de fleste af mine stemmer lokalt, siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer, at han er glad for valgresultatet i Thisted-kredsen, selv om det Venstres vedkommende er udfordret af Danmarksdemokraternes fremgang.

- Vi må se, hvordan Danmarksdemokraterne vil byde ind. Det forpligter at få så mange stemmer, og for mit eget vedkommende er jeg klar til at fortsætte mit arbejde som hidtil, siger Torsten Schack Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.