Tilbud om gratis sommerbusser droppes
Kommunen har ikke penge til shuttlebusser i Klitmøller og Vorupør til sommer
THY: Thisted Kommunes udgift til at tilbyde gratis bustransport i Klitmøller og Vorupør fra 29. juni til 9. august 2020 blev på 500.000 kroner. I alt 7.572 passagerer valgte at stå på shuttlebusserne frem for at tage bilen gennem de allerede hårdt belastede byer, præcis som det var tanken bag tilbuddet. Overordnet set skulle det få trafikken til at virke mindre voldsom i sommerperioden.
Nu er tilbuddet evalueret, at status er, at det ikke gentages til sommer. I hvert fald ikke for kommunale penge, siger Esben Oddershede, formand for kommunens udvalg for klima, miljø og teknik.
- Kommunen har ikke penge til endnu en sommer med gratis shuttlebusser, men vi vil heller ikke stå i vejen, hvis andre vil forsøge sig, siger Esben Oddershede og tilføjer, at passagertællinger i busserne i såvel Klitmøller som Vorupør viser, at de fleste trods tilbuddet om gratis busser gennem byerne alligevel valgte at køre selv.
Optællinger af passagererne i busserne viser, at 4790 passagerer tog den gratis bus i Klitmøller i løbet af de seks uger, den kørte. I Vorupør var der i samme periode 2782 passagerer med bussen.
- Vi har fået opfordringer om at gentage tilbuddet til sommer under en eller anden form, og sker det, vil det stadig skulle være et gratis tilbud. Skal passagererne betale, forventes passagertallet at falde, siger Esben Oddershede stadig ud fra det grundlag, at en gentagelse af tilbuddet bliver uden penge fra kommunen.
- En gentagelse behøver måske heller ikke at omfatte begge byer, men kun den ene, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.