Topkamp i Serie 2: Thisted FC tog point mod topholdet
Thisted FC spillede sæsonens bedste kamp lørdag eftermiddag

Thisted FC havde styr på Lemvig GF. Arkivfoto: Martin Damgaard
THISTED:Det var en svær opgave, som Thisted FC var på lørdag eftermiddag i Serie 2, da de tog imod rækkens tophold fra Lemvig GF. Før lørdagens kamp havde gæsterne ikke smidt point, men det ændrede Thisted FC på. Det det endte nemlig med 2-2 efter en begivenhedsrig kamp.
- Vi spillede en vanvittig god kamp, og jeg tror, det var vores bedste i denne sæson, siger spillende træner for Thisted FC, Jacob Kjær.
Thisted FC spillede generelt en god kamp og tillod ikke Lemvig GF mange chancer. Alligevel kom gæsterne foran efter 18 minutter. Her havde en spiller fra Thisted FC hånd på bolden i feltet, og de resulterede i straffespark, som Lemvig GF udnyttede.
Herefter fortsatte Thisted FC med at presse på og kom til flere gode chancer. Men der blev ikke scoret mere i første halvleg, og Thisted FC gik til pause bagud 0-1.
-Jeg synes, vi sad tæt på dem og var gode til at frustrere dem, og vi kunne sagtens have scoret, siger Jacob Kjær.
Kort inde i anden halvleg blev gæsternes føring fordoblet, da de scorede på en kontra.
Men et minut senere kom der igen spænding i opgøret, da Nicklas Holst scorede til 1-2. Peter Lukassen leverede et indlæg, som Nicklas Holst tog ned og sparkede i kassen.
Herefter var Thisted FC i kontrol, og efter 67 minutter kom udligningen. Denne gang var det Mathias Trillingsgaard, der leverede et indlæg, som Frederik Fjeldgaard Olsen headede ind.
Thisted FC fortsatte med at dominere og scorede også til 3-2, men målet blev underkendt på grund af en offside. Derfor endte kampen 2-2.
- Inden kampen, havde jeg solgt for en uafgjort, men vi har faktisk en følelse, at vi skulle have vundet, siger Jacob Kjær.
Kampfakta
Fodbold, Serie 2
Thisted FC
Lemvig GF
Resultat: 2-2
Pause 0-1
Mål: 0-1 (18), 0-2 (53), 1-2 Nicklas Holst (54) og 2-2 Frederik Fjeldgaard Olsen (67)
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.