Torben er dybt afhængig af sygehuset: Nu er han dømt for dødstrusler mod personalet

Nyrepatienten Torben Mølgaard Mortensen nægter sig skyldig

Torben Mølgaard Mortensen er dialysepatient, men har nu fået en dom for at true personalet på sygehuset.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Torben Mølgaard Mortensen er dialysepatient, men har nu fået en dom for at true personalet på sygehuset.  Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:Torben Mølgaard Mortensen er ved retten i Thisted blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel for at have truet personalet på sygehuset i Thisted.

Den 54-årige mand, der selv bor i Thisted, er nyrepatient og dybt afhængig af at gå i dialyse på sygehuset tre dage hver uge. Episoden, der nu har udløst en dom for trusler, udspandt sig 26. november sidste år, hvor en medarbejder fra sygehuset om formiddagen ringede til Torben Mølgaard Mortensen med besked om, at han den dag ville blive hentet i taxa og kørt til dialyse i Aalborg i stedet.

Det passede ham rigtig dårligt, idet han i så fald skulle aflyse et planlagt møde samme dag, og i øvrigt blev han sur over at skulle transporteres den lange vej til Aalborg. Han var træt nok i forvejen, syntes han.

Ifølge anklageskriftet truede Torben Mølgaard Mortensen en medarbejder på sygehuset under flere telefonsamtaler samme formiddag. Han var blandt andet tiltalt for at have udtalt "jeg skal nok finde dig og slå dig ihjel" og "jeg skal nok få fat på dig og få ram på dig" eller lignende. Senere samme formiddag troppede han op på afdelingen og skældte ud. Ifølge anklageskriftet blev der også her fremsat trusler.

Sygehuset meldte ham til politiet. Det fik i foråret Torben Mølgaard Mortensen til selv at henvende sig til Nordjyske for at fortælle om sin sag, idet han fandt det fuldstændig uberettiget, at han skulle hales i retten.

Anklagerfuldmægtig Caroline Antonsen fra Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der under retssagen var indkaldt vidner til at afgive forklaring. Dommen blev, som nævnt, 50 dages ubetinget fængsel.

- Han blev dømt for telefontruslerne, men frifundet for den del af truslerne, der skulle være blevet fremsat, da han mødte op på sygehuset, oplyser anklageren.

Selv nægtede Torben Mølgaard Mortensen sig skyldig og udbad sig betænkningstid med hensyn til eventuelt at anke dommen.

- Jeg synes ikke, det er i orden, at jeg er blevet dømt. Jeg er en syg mand. Jeg synes ikke, det er en fair måde, de har behandlet mig på som patient. Det er rigtigt, at jeg har råbt højt, men jeg har vitterligt ikke truet nogen. Jeg er jo livsafhængig af dem, siger han.

Siden episoden i november er han ikke blevet sendt videre til dialyse i Aalborg, bortset fra de seneste 14 dage, hvor han har været indlagt i Aalborg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.