Trist syn mødte ung skipper

FORLIST: Efter flere uger under vand kom Aggersøe op igen. Skibet skal nu hugges op

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Natten til 18. juli sank trawleren Aggersøe i Skagerak mellem Hanstholm og Hirtshals. Lasten af industrifisk havde forskubbet sig i dårligt vejr og forårsaget alvorlig slagside, der til sidst betød at skibet blev fyldt med vand og sank.

6. august blev trawleren, der lå til fare for skibstrafikken i Skagerak, hævet af et kranfartøj og bugseret til Frederikshavn. Her blev Aggersø tømt for vand og last, hvorefter den kunne flyde og lagt til kaj i Frederikshavn.

Skipper og medejer af skibet Silas Ruby Jensen, der sammen med besætningen under dramatiske omstændigheder måtte gå i redningsflåden, var forleden tilbage på sit skib for første gang siden forliset.

Og det var et trist syn, der mødte den unge skipper, da han trådte ind i styrehuset på Aggersøe. Aggersøe skulle være virkeliggørelsen af drengedrømmen om at eje eget fiskefartøj.

- Alt var smadret og væltet rundt. Væggene trykket ind. Hynder og inventar i kabyssen, gulvtæpper og alt andet, elektronik, maskineri var ødelagt af vandet. Det var hårdt at se. Det var jo et skib, som man var glad for. Et fint skib som var god at fiske og sejle med. Vi har jo ejet det siden 2020 ,og før da fisket med den i to år under den foregående ejer. Så det var et skib, jeg kendte ud og ind, siger Silas Ruby Jensen.

Nu afventer Silas Ruby Jensen og sin medejer erstatningen og opgørelsen fra forsikringen.

- Vi vil gerne videre med et nyt skib. Men de planer kan vi ikke gøre meget ved, før vi ved, hvad vi har at gøre godt med. Og så er der hele situationen om de fisk vi havde. Kan de overføres til det nye skib - vi håber at få købt, spørger han.

Så alt i alt er der mange ting der skal falde på plads. Uanset hvad der sker, så skal Aggersøe nu hugges op.

- Det har vi fået at vide. Den er alt for ødelagt efter uger i havet, siger han.

RI 372 Aggersø er bygget i 1959. Den er indregistreret i Hvide Sande, men fiskede fra Hanstholm.

Skibet har i øvrigt en længere historik i Hanstholm, hvor den har været hjemmehørende fra 1972 til 1985 som Peter Bak, ejet af tidligere formand for Hanstholm Havns Fiskeriforening Henning Bak, Klitmøller, som Tho-An, ejet af Hartvig Holm Pedersen, Ræhr, og som Jesper Anja, ejet af Ulrik Mathiasen, Hanstholm.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden