Turistforening mister tilskud: Kommune satser på destinations-samarbejde

Alle Thisted Kommunes turismemidler skal i fremtiden gå til Destination Nordvestkysten 

- Vi skal blande os så meget som muligt med destinationen, siger Mai Manaa, turistchef i Thy.
- Vi skal blande os så meget som muligt med destinationen, siger Mai Manaa, turistchef i Thy. Arkivfoto: Bo Lehm

THY: Bevillingerne til turisme beskæres med en halv million kroner til 3,2 mio. kr. Og Thy Turistforening mister sit kommunale tilskud, mens alle Thisted Kommunes midler til området i fremtiden skal gå til Destination Nordvestkysten.

Det er en af konsekvenserne af den budgetaftale, som en samlet kommunalbestyrelse er blevet enig om.

Siden Destination Nordvestkysten blev etableret i 2020 er en stor del af Thisted Kommunes turismemidler blevet kanaliseret til denne organisation, der arbejder med strategisk turismeudvikling for fem kommuner fra Holstebro i syd til Hjørring i nord.

Men ved siden af bevillingen på 1,7 mio. kr. til destinationen har kommunen bibeholdt en samarbejdsaftale med Thy Turistforening. I dag betaler kommunen ca. 2 mio. kr. årligt, der skal gå til planlægning og gennemførelse af "f. eks. kulturmøder, sportsevents, folkemøder, byfester osv."

Politikerne lægger vægt på, at turismearbejdet fortsat skal have en "lokal forankring". Den vil blandt andet kunne sikres ved oprettelsen af et turismeråd.

Men der er brug for flere midler til en strategisk turismeudvikling til gavn for kommunens aktører, og desuden skal den samlede indsats effektiviseres, hedder det i kommunalbestyrelsens aftale.

Brandærgelig besparelse

Formanden for Thy Turistforening, Michael Thinggaard, beklager beslutningen om at beskære kommunens bevilling til turismeområdet. Og hvis konsekvensen er en nedlæggelse af turistforeningen, vil det samtidig betyde mistede kontingentindtægter på omtrent det samme beløb.

For mig er det ikke så afgørende, at vi har en selvstændig enhed. Det vigtige er, at vi stadig har en lokal forankring, siger Michael Thinggaaard, formand for Thy Turistforening. Arkivfoto: Bo Lehm

Omvendt anerkender han Destination Nordvestkystens arbejde:

- Destinationen har vist sit værd, og jeg tror, det kan blive godt, hvis vi kan fortsætte med de medarbejdere, vi har nu. Det er brandærgerligt, at kommunen vælger at beskære turismeområdet med en halv million. Men for mig er det ikke så afgørende, at vi har en selvstændig enhed. Det vigtige er, at vi stadig har en lokal forankring, siger Michael Thinggaaard.

- Og som jeg læser budgetaftalen, er det forventningen, at der stadig skal være centrale medarbejdere til at arbejde for Thy og i Thy, siger han.

Michael Thinggaard erkender dog også, at nogle funktioner nok kunne spares væk, i og med at der er to organisationer, som arbejder for turismen. 

Thy Turistforening har på sin lønningsliste turistchef Mai Manaa plus to andre medarbejdere og et par deltidsansatte. Foreningen har siden 2020 drevet "Mit Thy" på stationen i Thisted som erstatning for det tidligere turistkontor på Store Torv. 

Om dette tilbud kan opretholdes, det tør Mai Manaa ikke sige. Men hun vælger at se positivt på de kommende udfordringer:

- Vi er med om bord, og vi skal blande os så meget som muligt med destinationen og være med til at sprede lyset ud over Thy. Vi er synlige og tydelige, og vi får lavet nogle store signaturevents, der både skaber samarbejde og identitet, siger hun.  

Mai Manaa peger på forårets blomsterudstilling i Hurup og "Fisken på disken" i Hanstholm eksempler på den slags begivenheder:

- Vi kan være med til at skabe et helt oplevelsesland her i Thy, siger hun.

Flere muskler lokalt

Borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) lægger vægt på, at den nye måde at bruge midlerne til turistfremme ikke vil drosle ned på det arbejde, der gøres lokalt.

- Tværtimod vil Thy være med til at sætte yderligere præg på det arbejde, destinationen udfører, og så vil vi få flere muskler gennem destinationen, end det er muligt at opbygge lokalt, siger borgmesteren og tilføjer, at Destination Nordvestkysten har adgang til at søge penge til sit arbejde nogle steder, hvor det kun er destinationen, der kan søge.

- Det gælder blandt andet penge fra Danmarks Erhvervsfremme Bestyrelse, siger borgmesteren.

- Vi afvikler det eksisterende samarbejde med turistforeningen, men der drosles ikke ned på den lokale indsats, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V). Arkivfoto: Bo Lehm

Ligesom Michael Thinggaard peger borgmesteren også på, at det bliver muligt at opnå nogle administrative besparelser fremover.

- I og med, at vi både deltager i destinationssamarbejdet og samarbejder med Thy Turistforening, er vi med til at betale til administration to steder. Når der fremover bare er administration ét sted, bliver der flere penge til events og markedsføring, siger Niels Jørgen Pedersen. 

Han understreger, at konsekvensen af budgetaftalen er, at kommunens nuværende samarbejdsaftale med Thy Turitstforening fremover bliver til en samarbejdsaftale med Destination Nordvestkysten.

- Vi afvikler en eksisterende samarbejdsaftale med turistforeningen, men det er ikke det samme som at det er os, der nedlægger foreningen, siger borgmesteren og tilføjer, at det arbejde, turistforeningen hidtil har udført lokalt, kan flyttes til det lokale turismeråd, som foreslås oprettet i budgetaftalen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden