Udtur for Hanstholm IF: Rykker ned i Serie 3

Hanstholm IF fik en dårlig afslutning på sæsonen og skal igen spille Serie 3 efter nytår

Efter nytår spiller Hanstholm IF igen i Serie 3. Arkivfoto: Ole Iversen

Efter nytår spiller Hanstholm IF igen i Serie 3. Arkivfoto: Ole Iversen

HANSTHOLM:Efter en tæt sæson i Serie 2 skulle Hanstholm IF's skæbne afgøres lørdag eftermiddag, da de hjemme mødte Hersom/Bjerregrav IF i en direkte duel om en plads i Serie 2 næste sæson. Desværre for thyboerne var gæsterne skarpere, og Hanstholm IF må derfor forberede sig på at spille i Serie 3 efter nytår.

- Det forløb ikke, som vi ønskede, og vi må erkende, at de i dag var bedre end os, siger træner for Hanstholm IF, Per Kristiansen.

Hanstholm IF var udfordret inden kampen og havde flere skader til opgøret. Fra kampens start havde de også svært ved at få spillet til at flyde, men efter 16 minutter så det lyst ud. Asbjørn Laustsen erobrede bolden, tog et træk ind i banen og sparkede bolden hårdt i mål til 1-0 til Hanstholm IF.

Dog havde hjemmeholdet fortsat svært ved at kreere chancer efterfølgende.

- Der var ikke nok fight i dag, og vi sparkede for mange lange bolde, som de var gode til at cleare, siger Per Kristiansen.

Hanstholm IF holdt føringen til pause. 

I anden halvleg begyndte gæsterne for alvor at presse på, og efter 52 minutter kom de igennem og udlignede til 1-1.

Med 13 minutter igen kom Hersom/Bjerregrav IF igen igennem og scorede til 1-2.

Dermed så det svært ud for Hanstholm IF, hvis kræfter var ved at være brugte. De forsøgte at satse offensivt de sidste minutter, men den helt store chance kom aldrig.

Det endte med et nederlag til Hanstholm IF, der dermed rykker ned fra Serie 2.

- Det har været en tæt sæson, hvor vi ikke manglede meget for at overleve. Så det meget ærgerligt og frustrerende lige nu, fordi vi havde mulighederne i løbet af sæsonen, siger Per Kristiansen.  

Kampfakta

Fodbold, Serie 2 Playoff

Hanstholm IF

Hersom/Bjerregrav IF

Resultat: 1-2

Pause: 1-0

Mål: 1-0 Asbjørn Laustsen (16), 1-1 (52) og 1-2 (77)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.