Broklap svigtede - nu er fejlen fundet

Lørdag faldt broklappen på Vilsundbroen ned med et brag og satte sig for en tid fast. Nu forklarer myndighederne, hvordan det kunne ske

En mangel i styresystemet var årsag til den fejl, der skete lørdag eftermiddag. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

En mangel i styresystemet var årsag til den fejl, der skete lørdag eftermiddag. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

VILSUND:Efter en sejlbåd lørdag eftermiddag blev lukket gennem Vilsundbroen, lukkede broklappen i med et brag og satte sig kortvarigt fast.

Nu er årsagen til den fejl, der for en tid afbrød både vej- og søtrafik, klarlagt.

I en pressemeddelelse fortæller Vejdirektoratet, at en mangel i styresystemet var den grundlæggende årsag. Vejdirektoratets rådgiver har sammen med den entreprenør, der har installeret styresystemet på broen, undersøgt forløbet.

Det viser sig, at broklappen lukkede i uden den sædvanlige styring, som sker ved hjælp af en motor. Når broklappen får fart på, stopper den derfor først, når den rammer broen.

Styring af broklapperne på Vilsundbroen foregår ved en automatiseret proces, men der kan ifølge Vejdirektoratet være behov for, at brovagten griber ind i denne proces, for eksempel når en ambulance under udrykning er på vej. Ved behov for at gribe ind kan brovagten bruge en knap til at gennemføre et såkaldt forceret stop. Det medfører, at klappen standses blidt og roligt og uden at skade broen.

I dette tilfælde nåede brovagten dog ikke at gribe ind, før broklappen faldt i.

Ændret system

Efter lørdagens hændelse er systemet blevet ændret, således at sådan en situation ikke vil kunne opstå igen, skriver Vejdirektoratet.

De oplyser, at hvis den sædvanlige styring svigter, vil funktionen ’forceret stop’ nu automatisk udløses og standse bevægelsen af klappen på en kontrolleret måde, så brovagten ikke behøver at gribe ind.

Det er vigtigt for Vejdirektoratet at slå fast, at der ikke på noget tidspunkt i forløbet har været fare for brovagten, trafikanter eller sejlere.

Fremover skal Vilsundbroen betjenes fra Aalborg.

Vejdirektoratet gør det dog klart, at denne hændelse ikke har noget med den kommende fjernbetjening af broen at gøre.

Tværtimod vurderer de, at situationen muligvis ville kunne have været afhjulpet hurtigere i en fjernbetjeningscentral, hvor flere brovagter er på arbejde samtidig og kan hjælpe hinanden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden