Velvære med kurs mod hjertet

Parmassage er et nyt hit hos fysiurgisk massør Gitte Pilgaard Thomsen i Snedsted

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SNEDSTED:Parmassage er et helt nyt tilbud til fortravlede thyboer. Her handler det ikke kun om at løse nakke og stive lår. Men snarere om nærhed og berøring.

- Vi må nok alle erkende, at i en travl hverdag, kan intimiteten og det at være tæt på hinanden i parforholdet blive skubbet lidt i baggrunden. Derfor er parmassage en behagelig nærhedsstund, som man give hinanden. Det kan kurere den ”hudsult”, som vi sikkert alle kan genkende, at vi kan føle os ramt af, siger fysiurgisk massør Gitte Pilgaard Thomsen i Snedsted.

Hun har udviklet partilbuddet om et par timer helt tæt sammen - med massage-instruktøren hele vejen.

På massagebriksen ligger Jens i boksershort. Hustruen Pia står klar med massageolie på hænderne. De to har syv års bryllupsdag. Lørdag- eftermiddagsbesøget er tænkt som en gave til hinanden.

Efter fem minutters tør teori om rigtig massage, hælder Gitte Pilgaard Thomsen en sjat klar olie i hånden:

- Man kan bruge almindelig olivenolie eller solsikkeolie. Men husk endelig, at den skal være lun - ikke direkte fra køleskabet. Og har man ikke en briks, så ryd stuebordet. Læg en tyndmadras eller håndklæder - så ligger man godt. Og så får den, der masserer ikke selv ondt i muskler og led, lyder det fra Gitte Pilgaard Thomsen, der fortsætter:

- Vi begynder i nakken. Ikke dybt i musklerne, men bløde strøg. Det skal være behageligt. Ikke med knoerne og husk: Altid masser i retning mod hjertet, lyder det, mens beroligende meditationsmusik høres i baggrunden.

Pia får hurtigt fornemmelsen af, hvor Jens’ sultne muskler ligger, og hvor hårdt der skal trykkes med de olierede hænder. Han er sunket ned i madrasens dyb og har hovedet velplaceret i briksens ergonomisk hovedstøtte.

- Aaaahh ... lige dér. Dér kan jeg mærke, det gør godt, responderer han veltilfreds på partnerens bløde strøg. Strøg, der er spejling af hvad massøren gør i den anden side af Jens’ nakke og ryg.

Efter en time skiftes der rundt.

Nu er det Jens, der skal bruge hænderne, og Pia der skal nyde. Først på maven - nakke, skuldre, ryg, lænd, lår, læg, fod og meget vigtig hænderne. De glemmes ofte i massagesammenhæng.

Efter to timers teori og praksis ruller blodet ekstra i kroppen. Varmen har indfundet sig sammen med en berusende lethed. Afslapningen føles total, og parret har en fysisk og følelsesmæssig fornemmelse af at være tættere på hinanden, fortæller Gitte Pilgaard Thomsen og fortsætter:

- Hvis man åbner sig, og det er nærmest umuligt ikke at gøre, er parmassage et sikkert boost i parforholdet. For når man rører ved hinanden, så flyder hormonet oxytocin - også kaldet kærlighedshormonet - helt frit. Man kan jo selv vælge, om massagen skal udvikles til noget mere intimt. Det står helt frit - men kan bestemt foreslås som en mulighed, lyder det fra den fysiurgiske massør.

En parmassage varer godt to timer og koster 1500 kr.

- En lille investering i parforholdet, med stort afkast, lyder det fra massøren på Snedstedvej 69,og fra Jens og Pia lyder det:

- En skøn eftermiddag. Nu ved vi meget om behagelig massage. Det har været en virkelig god oplevelse, og noget vi glæder os til at bruge derhjemme, fortæller det glade par efter to timers velvære med parmassage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.