Vindmølleenergi

Verdensrekord i testcenter: Masser af strøm fra kæmpe Vestas-mølle

Efter syv måneders test i testentret i Østerild har en ny havvindmølle fra Vestas vist sin formåen og sætter ny verdensrekord for en havvindmøllesdøgnproduktion

Vestas havvindmølle V236-15MW testes i øjeblikket i Østerild.
Vestas havvindmølle V236-15MW testes i øjeblikket i Østerild. Foto: Vestas

Blæsevejr kan også gøre gavn. 

Nogle blæsende dage i august har nemlig deres del af æren for, at en Vestas-mølle i testcentret i Østerild har sat ny rekord for, hvor meget strøm en enkel mølle kan producere på et døgn. Havvindmøllen med typebetegnelsen V236-15.0 har med en døgnproduktion på 363 megawatt-timer slået den hidtidige rekord for en vindmølles døgnproduktion. Den lød på 359 megawatt-timer og var sat af en Siemens Gamesa-havvindmølle med type SG14-222DD. Det skriver netmediet offshorewind.biz.

En megawatt svarer til 1000 kW.

Kæmpemøllen, der er en prototype, blev installeret i testcentret i december 2022 og har siden gennemgået et omfattende test- og verifikationsprogram, inden den sættes i produktion.

Møllen har en højde på 280 meter målt fra jorden til spidsen af vingerne i topposition. Vingerne bestryger et areal på 43.000 kvadratmeter. Møllen kan producere strøm svarende til 20.000 husstandes forbrug.

I følge offshorewind.biz skal de første versioner af den færdigt udviklede Vestas V236-15MW opstilles ud for Frederikshavn i 2024.

Gå til relaterede emner

Forsiden