Vigtig sejr til Thisted FC i jyllandsserien

En fantomstart dannede grundlaget for Thisteds vigtige sejr

Thisted FC tog et vigtigt skridt væk fra bunden Arkivfoto: Mette Nielsen

Thisted FC tog et vigtigt skridt væk fra bunden Arkivfoto: Mette Nielsen

AALBORG:Thisted FC skulle forsøge at følge op på sidste spillerundes flotte sejr over Hjørring, da de lørdag mødte LKB/Gistrup på udebane. Gistrup er isoleret på rækkens sidsteplads med blot et point efter syv kampe, så favoritværdigheden var i den grad thyboernes. Udeholdet levede da også op til favoritværdigheden, da de tog en sikker sejr på 2-0. Kampen var så godt som lukket efter blot 10 minutter, eftersom Thisteds mål faldt i 5. og 9. minut.

- Det var en stille og rolig dag på kontoret. Vi vidste godt, at vi skulle vinde den her kamp, og jeg synes, at spillerne leverede en solid og voksen præstation, siger Thisted FC-træner Thorbjørn Larsen.

Fra kampens start kom Thisted hamrende ud af starthullerne, og det pres kunne hjemmeholdet ikke modstå. Allerede efter fem minutter bragte Jacob Hjorth Thisted foran, og blot fire minutter senere var selvsamme Hjorth på pletten igen. Efter den gode start fortsatte gæsterne med at dominere, og Thisted fik også flere chancer for at øge føringen. Hjemmeholdet fra Gistrup var omvendt ganske ufarlige, og derfor blev det ikke til flere scoringer i første halvleg.

I anden halvleg fortsatte kambilledet, men Thisted skabte ikke nær så mange chancer i anden halvleg. Eneste forsøg fra Gistrup var et forkølet langskud, der gik over mål. Anden halvleg var ren cruise control fra Thisteds side, men der faldt ikke flere scoringer efter pausen, så derfor kunne Thisted FC glæde sig over en sejr på 2-0.

- Det var en af de største 2-0-sejre, jeg har oplevet. Vi kunne sagtens have scoret flere mål, men det vigtigste for os var de tre point, siger Thorbjørn Larsen, der glæder sig over de seneste præstationer fra sit mandskab.

- Det har set godt ud i de seneste to kampe, så der er god tro på tingene, siger han.

Kampfakta

Fodbold, Jyllandsserien 2

LKB/Gistrup

Thisted FC

Resultat: 0-2

Pause: 0-2

Mål: 0-1 Jacob Hjorth (5). 0-2 Jacob Hjorth (9). 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.