Vil have et hospice tæt på: Tonnys hustru blev indlagt i en anden region
Tonny Borggaard, der for fem år siden mistede sin hustru, er med i en gruppe af borgere, der arbejder på at få et hospice i Thy eller på Mors
THY-MORS: Da Tonny Borggaards hustru Kirsten i 2017 fik at vide, at hendes kræftsygdom var uhelbredelig, flyttede parret sammen på hospice. Skive var det nærmeste sted, men Tonny Borggaard kunne godt have ønsket sig, at muligheden havde været der tættere på hjemmet i Thy.
De nåede at bo på Hospice Limfjord i tre og en halv måned, hvor Kirsten fik det så godt, at hun kunne fejre julen derhjemme. Hun døde i januar 2018, 57 år gammel.
Nu er den tidligere halinspektør i Thyhallen en del af en gruppe af borgere, der arbejder på at få etableret et hospice i den vestlige del af Region Nordjylland, nærmere bestemt i Thy eller på Mors. Der er i forvejen to hospicer i regionen, men de ligger i Nørresundby og Frederikshavn.
Det er efterhånden et par år siden, tømrer Brian Kragh Pedersen, indehaver af BP Erhvervsbyg, og bygningskonstruktør Kim Bislev fra firmaet Byg & Brand, fik den tanke, at de ville forsøge at bane vejen for et hospicebyggeri. Siden fik de flere interesserede borgere med i arbejdet, blandt andet en præst, en sygeplejerske, en læge og et regionsrådsmedlem. Og altså også Tonny Borggaard, der har personlig erfaring som pårørende.
Mens den lidt selvbestaltede gruppe af borgere hidtil har arbejdet temmelig ubemærket, så blev der i sidste uge sat fokus på ønsket om et hospice i denne ende af regionen, da foreningen FAST inviterede til et offentligt møde om emnet. Her var Tonny Borggaard en af oplægsholderne.
Han fortalte lidt om hverdagen på et hospice og fremhævede, at han og hans hustru kunne bo i en rummelig etværelseslejlighed, hvor der var spisebord og sofa, foruden plads til to senge, og et badeværelse naturligvis.
- Vi tog billeder og ting med, så vi kunne gøre det lidt hjemligt. Der er meget mere ro omkring en end på et sygehus, og det er med til, at man kan få så smuk en afsked som muligt, fortæller han.
Et hospiceophold er gratis for patienten, mens den pårørende betaler for maden og lidt for overnatning. Der er frit hospicevalg på tværs af regioner i Danmark, men parret oplevede alligevel en udfordring:
- Du kan ikke få en ambulance på tværs af regionerne. Vi måtte selv sørge for transport, så jeg havde Kirsten på bagsædet af bilen, siger Tonny Borggaard.
Man kan ikke få plejeorlov, når ens ægtefælle er på hospice, så halinspektøren var delvist sygemeldt. Han arbejdede lidt via sin computer fra Skive og var desuden i Thisted en dag om ugen, hvor parrets voksne børn så var hos deres mor.
- Den tryghed, man som patient og pårørende får på et hospice, den har man ikke mulighed for at give på et sygehus, mener Tonny Borggaard og tilføjer:
- Men det er vigtigt, at det er i nærområdet.
Vil gerne bygge
Brian Kragh Pedersen har tidligere drevet Thisted Tømrer & Snedker, hvor han har arbejdet sammen med Kim Bislev om mange projekter. Nu har de altså besluttet at kaste noget energi i at forsøge at få bygget et hospice.
De har selv kontaktet Olav Nørgaard, der er formand for Hospice Forum Danmark, og har inviteret andre relevante fagpersoner med i gruppen.
- Der er vist to hold, der tidligere har forsøgt at få etableret et hospice her, uden at det lykkedes, så vi vidste, hvem der stadig kunne være interesseret, siger Brian Kragh Pedersen.
Indtil videre har det handlet om at afdække mulighederne. Arbejdsgruppen vurderer, at der ikke er befolkningsmæssigt grundlag i Thy-Mors området til at drive et hospice, der alene har dén funktion.
- Man skal ud og lave flere funktioner i samme hus, mener Brian Kragh Pedersen.
Nu er gruppen ved at forsøge at søge fondsmidler hjem til at udarbejde en mere konkret projektbeskrivelse.
Opbakning fra FAST
Erik Holm, formand for FAST - Fremtidens Akutsygehus i Thisted, oplyser, at man på foreningens næste bestyrelsesmøde vil tage stilling til, hvordan FAST kan støtte arbejdsgruppen.
- Vi har jo nogle gode kontakter ind i regionsrådet, synes vi, og vi vil selvfølgelig tage det op, når vi til efteråret igen har dialogmøde med dem, siger han.
Hospitalet i Thisted har i forvejen en palliativ afdeling, hvor man tager sig af uhelbredeligt syge patienter. Men det tilbud kan ikke det samme som et hospice, er Tonny Borggaard og Erik Holm enige om.
Regionsrådsmedlem Hanne Korsgaard (S), der sidder i både FAST's bestyrelse og i den gruppe, der arbejder for et hospice, fastslår, at hun gerne vil være med til at understøtte et hospice i den vestlige ende af regionen, hvis det kan lade sig gøre at få økonomien til at hænge sammen.
- Aktuelt er der dog ikke noget på tapetet, og som økonomien ser ud lige nu, så tror jeg ikke, det er lige forestående. Problemet bliver i sidste ende driftsmidler, for det koster noget mere at drive et hospice end at være på et hospital, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.