Nordjylland

Vildt fund i dødsbo: 881 skydevåben i privat hjem

Afdød hjemmeværnsmand havde kæmpesamling stående i en container i haven i Nykøbing. Thy Outdoor overtog samtlige effekter til registrering og salg

Salgsassistent og våbenekspert Nicklas Thomsen viser den tilbageværende del af samlingen, som Thy Outdoor overtog fra et dødsbo på Mors. 
Salgsassistent og våbenekspert Nicklas Thomsen viser den tilbageværende del af samlingen, som Thy Outdoor overtog fra et dødsbo på Mors.  Foto: Bo Lehm

Opdateret 03. juli 2023 kl. 09:26

THY-MORS: Kan man som privatmand ligge inde med 881 stykker skydevåben og stadig befinde sig på lovens grund?

Det kunne Erik Peter Christiansen efter alt at dømme. Da hjemmeværnsmanden døde i slutningen af 2022 i en alder af 71 år, blev der i og ved hans hus på Fruevej i Nykøbing gjort fund, som tog vejret fra både bobestyrer og politi. 

Blandt meget andet efterlod Erik Christiansen sig en gigantisk privat samling af geværer, rifler og pistoler, først og fremmest jagtvåben.

Erik Christiansen påtog sig gerne vagtjenester ved ridestævner som her i 2008. Han opbevarede sin store våbensamling i en tilbørligt aflåst container i sin have på Fruevej.  Arkivfoto: Bo Lehm

Den slags effekter skal håndteres og registreres i henhold efter våbenlovens strenge forskrifter. En opgave, som jagt- og fritidsforretningen Thy Outdoor i Thisted havde kompetence til at påtage sig.

- Vi købte hele samlingen på de 881 våbennumre af dødsboet. Vi har videresolgt et større parti til et auktionshus i England, og vi har desuden afsat en del af jagtvåbnene til vores kunder. Havde vi haft større afsikret lagerplads, end vi har, ville vi gerne have beholdt flere af våbnene med henblik på salg til samlere, for når vi hører historierne om, hvad folk gennem tiden har tilbudt Erik at købe hans klenodier for, kunne vi nok have fået langt mere for dem. Vi må trøste os med, at vi trods det i øjeblikket ligger inde med Nordjyllands største udbud af brugte jagtvåben, siger indehaver Klaus Pallesgaard.

- Vi ville godt have beholdt våbnene i længere tid, men vores aflåste våbenrum kunne desværre ikke rumme hele samlingen, siger indehaver Klaus Pallesgaard.  Foto: Bo Lehm

Det er salgsassistent Nicklas Thomsen, der som våbenekspert har varetaget opgaven med registrering af de enkelte våben. Det er sket i tæt samarbejde med Politiets Administrative Center i Holstebro.

- Jeg har samlet brugt en måneds arbejdstid på registreringen. Jeg har måttet skille alle våbnene ad for se de enkelte dele. Herefter skulle fabrikat, modelnummer, kaliber, løbslængde og totallængde noteres, også på de defekte våben, der blot skulle destrueres. Der var forladere i samlingen, som er over 100 år gamle. Blandt andet forladerjagtgeværer fremstillet i hånden af den navnkundige Delcomyn, der var prøvekanonér på Kronborg, men også bøssemager. Så er man pludselig midt i historien, siger Nicklas Thomsen. 

Mange af de tilbageværende cirka 200 geværer og rifler er fuldt funktionsdygtige som jagtvåben. De fleste er side by side haglgeværer, altså dobbeltløbede, hvor løbene er placeret ved siden af hinanden, forklarer Nicklas Thomsen.

De gamle håndlavede våben har fine detaljer.  Privat foto

- Her ser du for eksempel en tyskfremstillet Sauer fra 1929. Et historisk håndlavet gevær i prima kvalitet, som vi sælger for omkring 3000 kroner. Blot skal man i hvert enkelt tilfælde tjekke, at løbet ikke er for snævert til at kunne skyde sikkert med moderne stålhagl. Er det tilfældet, findes der nye typer hagl fremstillet i komposit, som vil kunne bruges, siger han.

De dyreste våben vil dog ikke komme i brug, men afsættes til folk, der har samlertilladelse.

- Blandt klenodierne var to fuldt gangbare håndlavede engelske parbøsser i læderbelagte egetræskasser med fortløbende produktionsnumre. Den ene var færdiggjort i 1995, den anden året efter. Dem fik vi 38.000 kr. for, siger Nicklas Thomsen fra Thy Outdoor.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden