Vind fik naturbrand til at blusse op: Flammer fik igen fat i Stenbjerg Plantage

Få timer efter, at brandfolkene havde slukket den sidste ild, måtte de igen i aktion

Arkivfoto Peter Mørk

Arkivfoto Peter Mørk

STENBJERG:Nordjyllands Beredskab måtte igen rykke ud til Stenbjerg Klitplantage lørdag eftermiddag blot få timer efter, at de havde slukket den sidste ild.

Lørdag eftermiddag gav vinden nyt liv til nogle gløder der havde ligget og ulmet.

- Der har været gløder i noget spagnum nede i jorden, og da det begyndte at blæse fik det luft, og så tog det fat i noget træ, der allerede havde været ild i, fortæller indsatsleder Kenneth Rosenkrantz.

Ild fik nyt liv af vind

Den store brand i Stenbjerg Klitplantage, hvor op mod 20 hektar skov er blev spist af flammerne, brød ud tirsdag eftermiddag.

Onsdag blussede branden op igen, og først torsdag havde man kontrol over ilden, så den ikke bredte sig.

Men beredskabet har været i plantagen indtil lørdag middag for at foretage efterslukning, og klokken 12 lørdag fløj man sidste gang hen over det store naturområde med en drone.

Dronen kunne ikke se nogle varme områder, hvor der kunne være ild, så brandfolkene pakkede sammen og kørte hjem.

Men så begyndte det at blæse op, og blot få timer efter lød alarmen så igen.

Ilden var dog ikke ret voldsom, og var afgrænset til to områder på henholdsvis 20 og 50 kvadratmeter, oplyser indsatslederen.

Brandfolk bliver hele natten

Den nye brand blev også hurtigt slukket, men indsatslederen fortæller, at brandfolkene bliver resten af natten.

- Vi bliver herude indtil søndag morgen og holder øje med det. Vi har styr på det, men det kan godt være, at der vil kunne ses en del røg, siger Kenneth Rosenkrantz.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden