Vind og hav sælger: Rift om boliger i populær kystby
Vorupør er blevet et populært sted at købe hus - både til fritids- og helårsbrug og det kan mærkes, for der er rift om begge typer huse
VORUPØR: - Husene sælger næsten sig selv. Der var en lidt stille periode først på året, men så er det bare gået stærkt - også selv om stigende priser på byggematerialer har gjort det nødvendigt at hæve salgsprisen.
Det siger murermester Alex Villadsen, Nibe Byg ApS. Han er lige nu i fuld gang med at bygge flere dobbelthuse på Sortebærbakken i Vorupør i et område, hvor byggeaktiviteterne med al tydelighed viser, at Vorupør er populær. Både til ferie- og fritidsformål og til helårsbeboelse.
Alex Villadsen oplyste sidste år, at han ville bygge det første af flere dobbelthuse på Sortebærbakken som et prøvehus.
- Men det blev ikke nødvendigt. Der var hurtigt købere til begge boliger i huset, siger Alex Villadsen, som lige nu er i gang med at bygge et fjerde dobbelthus i forventning om, at der også er købere til det. Derfor er det realistisk, at der i år opføres endnu et dobbelthus.
Herefter er det planen at bygge yderligere fire dobbelthuse i 2023, forklarer Alex Villadsen som på et senere tidspunkt har mulighed for at bygge andre seks huse i området.
Hver bolig i dobbelthusene er på knap 100 kvadratmeter. Prisen på de første var to mio. kroner, de seneste er solgt til 2,2 mio. kroner.
- Det skyldes stigende priser på materialer, men det påvirker ikke interessen. Faktisk har flere købere tilkøbt ekstra udstyr i boligen for op til knap 200.000 kroner, siger Alex Villadsen. Han har mere blik for renteudviklingen som den faktor, der kan lægge en dæmper på købelysten.
- Men boligerne kan sælges både til fritids- og helårsbeboelse, og endelig ved jeg, at der også er interesse for at leje dem, så jeg er ikke nervøs for, at de kommer til at stå tomme.
Ejendomsmægler Anders Nyby, Estate Thy, står for salget af boligerne på Sortebærbakken. Han bekræfter, at Vorupør er et sted, der har boligkøbernes interesse. Både når det gælder fritids- og helårshuse.
- Lige nu er billedet, at sælgerne får den pris, de vil have og køberne er tilfredse. Markedet er positivt, og Vorupør har nu samme interesse blandt køberne, som vi ser i Klitmøller, siger Anders Nyby og tilføjer, at dobbelthusene på Sortebærbakken bygges til helårsbrug, men kan bruges som fritidsbolig.
- Køber man til helårsbrug, er det billigere end i Thisted, køber man til fritidsbrug, får man et helt nyt hus til en god pris, som senere kan bruges til helårsbrug, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.