Windsurfing

Wildcard gjorde en forskel: 19-årige Line surfer mod VM

WINDSURFING: I november dyster Line Bang Wittrup mod verdens bedste kvindelige windsurfere til VM i Frankrig

Line Bang Wittrup. Privatfoto

Line Bang Wittrup. Privatfoto

KLITMØLLER:Den 19-årige thybo Line Bang Wittrup skal repræsentere Danmark, når VM i windsurfing afvikles i Frankrig fra 12 til 21. november.

Windsurfing har altid fyldt meget i dagligdagen for den 19-årige thybo Line Bang Wittrup, og i november skal hun op mod verdens bedste kvindelige windsurfere, når hun deltager i VM i Carro i Frankrig.

Line er med i finalestævnet på VM-touren i windsurf, og det er takket være et wildcard, hun nu kan se frem til oplevelser på vandet ved den franske kyst.

- Det bliver en stor oplevelse at dyste i VM. Jeg tager til Frankrig for at prøve mig af mod den absolutte verdenstop, siger Line Bang Wittrup.

Line ved ikke præcis, hvornår hun skal på vandet. Det afhænger af vejret og konkurrencen afvikles med elimineringsrunder.

Thyboen ved godt, at der venter hende en svær opgave i Frankrig.

- Jeg ser frem til, at tage en masse ting med mig hjem, som kan optimere mine egne præstationer fremadrettet og dermed gøre mig til en bedre og mere alsidig atlet, fortæller Line Bang Wittrup.

DM i weekenden

Inden VM venter der allerede denne weekend det sidste stop på DM-touren, som foregår i Cold Hawaii, Klitmøller.

Desværre er Line forhindret i at gå efter titlen som dansk mester. Et forstuvet håndled gjorde det vanskeligt for hende at præstere tilbage i maj, hvor det første stop på DM-touren fandt sted.

Line Bang Wittrup sigter dog alligevel mod at gøre en god figur til weekendens DM, hvilket gerne skulle ende ud i en sejr.

- Målet er at vinde det sidste stop på DM-touren her i weekenden, fortæller hun.

Til daglig træner Line unge piger i surfklubben NASA. Her finder hun glæden i at lære fra sig, i den sport hun elsker og prøver at være den rollemodel for de yngre surfere hun selv savnede, da hun var ny i sporten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden