Thomsen misser braget mod Brøndby

AaB kan blive tvunget til flere ændringer i forårspremieren

Nicolaj Thomsen kommer ikke i kamp mod Brøndby. Foto: Lars Pauli <i>Lars Pauli</i>

Nicolaj Thomsen kommer ikke i kamp mod Brøndby. Foto: Lars Pauli Lars Pauli

AALBORG:Lørdag formiddag gennemførte AaB-spillerne det sidste træningspas inden søndagens hjemmekamp mod Brøndby i Superligaen, og mest iøjnefaldende var det, at Nicolaj Thomsen ikke var at finde på banerne i Aalborg Øst.

Kantspilleren deltog ellers i torsdagens nederlag til Club Brugge i Europa League, men problemer med den ene ankel sætter en stopper for hans deltagelse i forårspremieren.

- Han fik et slag på anklen et par dage før Brugge-kampen, og nu er den hævet op igen, så vi er nødt til at passe på den. Thomsen har spillet rigtig mange kampe, og nu misser han altså en enkelt, men vi er dog ret sikre på, at det bliver kortvarigt, siger cheftræner Kent Nielsen.

Tvivl om Risgård

Kasper Risgård var derimod tilbage på træningsbanen lørdag formiddag. Influenza tvang den offensive midtbanespiller til at se torsdagens europæiske opgør fra sofaen, og han er endnu ikke helt oppe i omdrejninger.

- Det går stille og roligt fremad. Der sidder stadigvæk lidt i kroppen, men jeg stod på træningsbanen det meste af fredagen, hvor jeg fik noget luft. Det var vigtigt, og i dag kunne jeg så spille med. Det var dejligt, men der er ikke så mange kræfter at gøre med, så det er lidt tungt. Det er vist meget normalt, når man har ligget på langs i tre-fire dage, siger Kasper Risgård, der ikke tør spå om sin deltagelse i Brøndby-kampen.

Alternativt kunne rutinerede Thomas Augustinussen være den oplagte afløser på den centrale midtbane, og på kanten kan cheftræner Kent Nielsen samtidig overveje, om det skal være Andreas Bruhn, Mathias Thrane eller Patrick Kristensen, der skal vikariere for Nicolaj Thomsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.