Thomsen og Jönsson ude mod Horsens
Skadesplagede spillere klar til pokalkamp mod AC Horsens, men AaB må undvære offensive profiler
Opdateret kl. 17:25
AALBORG: Nicolaj Thomsen og Rasmus Jönsson er ikke blevet udtaget til den AaB-trup, som onsdag aften spiller den anden semifinalekamp mod AC Horsens.
Nicolaj Thomsen blev syet med syv sting efter sin voldsomme hovedskade i lørdagens kamp mod FC Midtjylland og er ikke fundet spilleklar. Den svenske angriber Rasmus Jönsson er ifølge Kent Nielsen slidt og bliver derfor sparet mod Horsens.
Den unge forsvarsspiller Rasmus Thelander, der brækkede næsen mod FC Midtjylland, er heller ikke klar til at spille mod AC Horsens, men han melder selv, at han tror på at være spilleklar til weekendens kamp mod Brøndby IF.
Til gengæld er Gilli Sørensen tilbage efter en lang skadespause, og det samme er Anders K. Jacobsen.
- Det er positivt, at når vi har småproblemer, så begynder andre spillere at dukke op, siger cheftræner Kent Nielsen.
Stort bjerg at bestige
AaB vandt den første semifinalekamp i DBU Pokalen med 3-1 på udebane og må siges at have et særdeles godt udgangspunkt til returopgøret på NORDJYSKE Arena.
- Vi er meget bevidste om, at vi har et super udgangspunkt. Horsens har et stort bjerg, de skal bestige, lyder det fra Kent Nielsen.
Med en sejr vil AaB spille sig i klubbens 11. pokalfinale. Den seneste sejr blev vundet tilbage i 1970. Siden da har klubben tabt syv finaler i streg.
I finalen venter den samlede vinder af opgøret mellem FC København og FC Nordsjælland.
Truppen mod AC Horsens
AaB’s samlede trup på 18 mand til kampen ser således ud:
1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Anders Due, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 14 Mathias Wichmann, 15 Gilli Sørensen, 17 Kasper Kusk, 18 Anders K. Jacobsen, 19 Søren Frederiksen, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 30 Andreas Bruhn, 31 Jakob Blåbjerg, 32 Kasper Pedersen og 33 Lukas Spalvis.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.