Film

Thorkilds egen videobande

Med håndholdte videokameraer har en lille flok musikentusiaster sat sig ?for at registrere stort som småt på den aalborgensiske musikscene

Hjemme i arbejdsværelset bruger Thorkild Mosbæk typist halvanden time på at færdigklippe en musikvideo.
Hjemme i arbejdsværelset bruger Thorkild Mosbæk typist halvanden time på at færdigklippe en musikvideo.

Som så meget andet godt i livet, begyndte det hele ved en tilfældighed. Lærer Thorkild Mosbæk stod engang i november 2001 med en flok elever fra Seminarieskolen efter at have været i svømmehallen i Nørresundby, da han fik øje på en plakat. - Det var en støttekoncert for det nedrivningstruede værtshus Fedtebrødet med både Burnin Red Ivanhoe, Alrune Rod og Skousen & Ingemann. Hæderkronede bands fra den danske beatscene samlet på et sted i Aalborg! Og jeg tænkte straks, at jeg ville ind at se det, tage mit videokamera med og optage det. Men der var alt for tætpakket i baggården og optagelserne blev ikke gode. - Men jeg fik kontakt til bassist og nu afdøde bandleder Leif Roden fra Alrune Rod, og senere fik jeg så lov til at filme dem i Amager Bio, og Burnin Red Ivanhoe optog vi på Halkær Kro i 2003, siger videobandeleder Thorkild Mosbæk. Siden dengang er det blevet til omkring 15.000 videoer med bands og musikere, der har optrådt og spillet på scener i Aalborg og omegn. Et ganske unikt dokumentarisk materiale, og efterhånden som Thorkild har fået flere videoentusiaster med på holdet, er billedsiden også blevet raffineret. Selv havde Thorkild Mosbæk videofilmet i 35 år, først smalfilm og senere med VHS-kamera og oveni altid været voldsomt musikinteresseret. I dag opererer musikdokumentarister med tre-fire helt op til fem kameraer, og lydkvaliteten er også stærkt forbedret efter, at den mobile og kompakte lydoptagelsesenhed nær scenekanten er kommet til - Vi optog det britiske band Fairport Convention, da de spillede i Stubhuset, Støvring, og da bandet hørte resultatet, udbrød de: - This is gonna be the death to your records! Altså lydkvaliteten var så god på liveoptagelsen, at den sagtens kunne konkurrere med studieoptagelser. Faktisk er optagelserne fra Stubhuset så gode, at BBC Channel 4 senere har spurgt, om de kunne få lov at låne videoen til den dokumentar, som tv-kanalen er ved at lave om gruppen, der forenede keltisk folkemusik med rockens instrumenter. I dag består dokumentargruppen foruden af Thorkild af Niels Pedersen, Erik Carlo ?Andersen (p.t. sygemeldt), Helle Jessen, og de senere tilkomne Mike Santis, Anna ?Johannsdottir, Lone Allen, Søren Vang og Søren Lindholdt. Niels Pedersen har været på holdet længe, og det var under en optagelse af den tjekkiske bluesguitarist Stan The Man på Cafe Frederiksberg i Vejgaard, at Erik kom med. - Niels stod oppe på en stol for at kunne filme ind over publikum, og der var jam til klokken fem om morgenen. Både guitaristerne Allan Haynes, Ronnie Boysen og Alain Apallo var med. Haynes gik faktisk i baren med sin guitar på et tidspunkt og besluttede sig for at drikke og så gav han den til Alain, der spillede videre. - Men at stå sådan i timevis på en stol med et kamera holdt op i en hånd er jo ikke lige sådan noget Arbejdstilsynet vil godkende, så Niels besvimer pludseligt. Og Erik står der med en Limfjordsporter i hånden lige ved siden af og tager over. Og så var han med i gruppen. Hele udstyret til optagelse kan være i en rygsæk og i løbet af et kvarter kan det musikentusiastiske videofolk få monteret og gjort klar. Og der bliver altid filmet under den underforståede præmis, at publikum ikke skal generes, selv om holdet altid går efter at få så optimale billeder og lyd som muligt ud af deres arbejde. Vinkel og optagelsessted bliver aftalt , inden bandet går på scenen. - Niels kan godt lide at være i venstre side og holder meget af at filme hænderne, hvad musikerne gør med instrumenterne. Erik tager sig af højre side og går efter ansigtsudtryk, mens jeg selv holder mig i midten og ikke går for langt ind, men mere tænker i totalbillede af bandet. - Og med den nærmest ubevidst opståede arbejdsmetode, får vi optagelser, der snildt kan krydsklippes og efterbearbejdes til musikvideo. Inden holdet går i gang, er bandet blevet kontaktet for at høre om det er i orden, at dokumentaristerne filmer og bagefter lægger resultatet ud på YouTube. Og Thorkild & co. er blevet så kendte. at de næsten altid får ja. Og som de selv siger, "har bandet allerede noget liggende på nettet, får vi som regel ja". - Det er lidt grænseoverskridende at gå så tæt på med et kamera. Men bagefter kan du se, at det først bliver rigtig godt, netop når du gør det. Det er rigtig fedt at komme tæt på med et kamera. Du oplever koncerten på en langt mere intens måde. De bands, der bliver optaget, har fuld indflydelse på resultatet, og får det tilsendt som skjult fil til godkendelse, inden det bliver lagt ud på sitet, youtube.com/alrunerod2811. Har de indvendinger mod optagelserne, går bandmedlemmer ud eller bliver bandet opløst, bliver videoen slettet. - Men når der er gået et halvt års tid, betragter vi vores optagelser som historisk, og så sletter vi dem ikke. På den måde har Thorkild godt 15.000 videoer liggende på harddiske med optagelser af alt fra nordjyske bandbattle, Jazzy Days i Tversted, moderne jazz på Huset, DR's Big Band i jam med Michael Carøe og Uffe Steen på cafe Frederiksberg og operaen Rigoletto på Nordkraft. - Vi har som princip at lægge en video ud dagen efter koncerten, og jeg bruger mindst fire timer dagligt på at holde sitet ved lige. Det tager en halvanden time at klippe en musikvideo, og for mig er det fuldstændig afslapning. Jeg glemmer alt omkring mig, når jeg redigerer. De mange historiske optagelser i fuld opløsning skal selvfølgelig bevares for eftertiden, og Thorkild Mosbæk og hans håndgangne videobevæbnede fæller forestiller sig, at Rockmuseet i Roskilde eller måske Aalborg Historiske Museum kan komme ind i billedet. - Men ellers er det oplevelsen, der tæller. Da vi i november sidste år hørte Annisette fra Savage Rose med hendes lille turneband på Kulturhuset i Arden, sad Erik og tudbrølede under hele første sæt. Han kom bedre efter det i andet, men det var en fantastisk aften, helt tæt på. Og vi venter stadig på, at Annisette giver grønt lys ovre fra sit kolonihavehus på Amager, så vi kan få den lagt ud.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden