Ishockey

Thorøs hammer

Den frederikshavnske erhvervsmand Claus Thorø slår hårdt tilbage på byens kritik af ham ved at købe Nicolai Meyer hjem.

Claus Thorø har brugt mange penge på at hente Nicolai Meyer hjem.
Claus Thorø har brugt mange penge på at hente Nicolai Meyer hjem.

I den nordiske mytologi brugte Thor som bekendt Mjølner som sin hammer. Claus Thorø vil bruge Nicolai Meyer som sin. For fredag d. 4. maj 2012 var en god dag for Claus Thorø. Der fik han svaret kontant tilbage på den kritik, der lokalt har været rejst af ham i Frederikshavn, ved at hente Nicolai Meyer hjem. Thorø svingede sin hammer. - Der er blevet sagt og skrevet en masse om, at klubben ikke længere ville satse på de unge frederikshavnske spillere, efter jeg var gået ind i Elite Nord (selskabet bag White Hawks, red.). Det er jo helt forkert og derfor er jeg utroligt lykkelig over, at Meyer nu er kommet hjem, for jeg ser meget gerne, vi får vores egne frederikshavnere tilbage på holdet. Jeg vil langt hellere se dem spille end en 6-8 udlændinge. Mange millioner Claus Thorø har siddet med i bestyrelsen for Frederikshavn White Hawks siden 2010, og han har måttet sluge mange barske ord for, at spillere som Nicolai Meyer, Højbjerg-tvillingerne, Christian Nordentoft, Morten Lie og Mark Müller Larsen under hans regimente har forladt White Hawks. Nogle af dem har endda valgt haderivalerne fra AaB Ishockey. Den hårde personfikserede kritik har gjort ondt, for indehaveren af Thorø’s Industri- og Skadeservice, har igennem tiden smidt om sig med millioner, for at give sin hjerteklub de bedste forudsætninger for succes på isen. - Det er jo svært at holde på de unge mennesker, for i dag kan de jo godt få nykker. Og der er jo også indimellem nogle forældre, der blander sig. En af de allerbedste Claus Thorø indestår for den største portion af Nicolai Meyers løn. Frederikshavn White Hawks offentliggjorde i går en toårig kontrakt med teenagefænomenet, som er et af de absolut største talenter herhjemme. - Vi har fået en del kritik for at miste vores unge talenter og en del af den kritik, synes vi har været uberettiget. - Men lige nu er vi bare glade og utroligt stolte over, at Meyer kommer hjem. - Jeg har arbejdet på det her i et halvt år nu, lyder det med stor entusiasme i røsten fra direktør Henrik Andersen fra Elite Nord A/S. - Jeg tror, han bliver en af de allerbedste spillere, som vi nogensinde har set herhjemme. At han vil spille i Frederikshavn igen luner. Nu må frederikshavnerne da være glade. Vi har trods alt også fået den unge Christopher Frederiksen hjem fra AaB, fortsætter Claus Thorø.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden