Thy får nyt bølgekraft-anlæg

Per Resen Steenstrup etablerer forsøgsanlæg i fuld skala ved Helligsø og Hanstholm

Resen Energys bøje, som er blevet testet i Frankrig. Bøjen, der skal installeres i Nissum Bredning og ved Hanstholm, bliver fire gange større.Foto: Resen Energy Aps.

Resen Energys bøje, som er blevet testet i Frankrig. Bøjen, der skal installeres i Nissum Bredning og ved Hanstholm, bliver fire gange større.Foto: Resen Energy Aps.

HELLIGSØ/HANSTHOLM:Anlægget er beskedent i størrelse. Men faktisk er det et bølgekraftanlæg i fuld skala, som i efteråret bliver sat ud i testcentret for bølgekraft i Nissum Bredning ud for Helligsø.

Det skriver Thisted Dagblad i fredagsavisen. Senere skal anlægges flyttes til de større bølger ud for Hanstholm.

Det er iværksætteren Per Resen Steenstrup, som er tilbage på bølgekraft-scenen, efter at hans Wave Star-projekt - også med testanlæg i Hanstholm - i 2009 blev overtaget af Danfoss-brødrene Jørgen og Mads Clausen.

Hans nye bud på en måde at lokke energi ud af bølgerne bygger på et hesteskoformede flydeelement - en bøje - i glasfiber. En kraftig vippearm på bøjen skal i den anden ende forankres til havbunden. I bølgegang vil armen vippe op og ned - en bevægelse, som via et gear og en generator bliver omsat til strøm.

Bøjen vejer 400 kg, hvilket ifølge Per Resen Steenstrup er væsentligt mindre end de fleste andre bølgekraftanlæg, der - med vekslende held - har været afprøvet.

Med en effekt på fem kilowatt kan anlægget til gengæld heller ikke producere de helt store energimængder. Men teknikken er enkel, og der vil være mulighed for at forbinde mange små anlæg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.