Kutter blev ødelagt af eksplosion - nu er den sunket
Området for fare er nu indsnævret om det sunkne skib
Opdateret 09. juni 2024 kl. 08:34
Omkring 02.30 natten til søndag måtte muslingekutteren "Kasper" overgive sig til havnevandet og sank.
- Den står nu på bunden, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch søndag morgen.
Umiddelbart havde politi og beredskab troet, at den værste fare var drevet over på havnen i Nykøbing Mors efter den voldsomme eksplosion i kutteren, som lørdag sendte en 49-årig mand på hospitalet med forbrændinger på benene, knubs og småskader.
Men lørdag aften udviklede situationen sig dramatisk, da havnevand begyndte at fosse ind i kutteren gennem et hul i skroget, som eksplosionen havde forårsaget. Det oplyste vagtchef Anders Bøje Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi lørdag aften.
- Den er ved at synke. Vi betragter den faktisk som sunket. Lige nu hænger den kun fast i en trosse agter på båden, fortalte han.
Frygtede farlig situation
Politi, beredskab samt kutterens ejer var lørdag aften til stede på havnen, og umiddelbart var planen at lade kutteren hænge i den bagerste trosse for at forhindre den i at tippe helt rundt og synke yderligere.
Men med udsigt til, at natten til søndag kom med øget blæst i området, valgte politiet at spærre området omkring kutteren yderligere af, og hjemmeværnsfolk blev tilkaldt for at bevogte området.
- Hvis det begynder at blæse - og det siger vejrudsigten - risikerer trossen, som i forvejen er spændt, at sprænge. Og det er farligt. Sådan en tyk trosse kan godt slå folk omkuld. Så vi spærrer simpelthen af, så folk ikke kommer i nærheden af den trosse, sagde vagtchef Anders Bøje Hansen.
Søndag morgen holder trossen dog stadig skibet.
- Så nu har man fjernet Hjemmeværnet deroppe, og så kigger lokalpolitiet videre på den sammen med Den Maritime Havarikommission, oplyser søndag morgens vagtchef Jens Claumarch.
Området for fare er nu indsnævret om det sunkne skib, fortæller han.
- Så jeg tror sagtens, man kan stå oppe på kajen og kigge på den, siger han.
Beredskabet har også udlagt flydespærringer for at forhindre olie fra den synkende kutter i at flyde ud i havnebassinet.
- Han har været helt ufattelig heldig
Anders Bøje Hansen oplyste lørdag, at den 49-årige mand, der blev kvæstet ved eksplosionen, var hyret af kutterens ejer. Den 49-årige er fortsat indlagt på hospitalet i Thisted.
- Han har været helt ufattelig heldig, konstaterer vagtchefen.
Hvad der skal ske med det ramponerede og nu altså også sunkne muslingefartøj skal blandt andet aftales med ejerens forsikringsselskab.
Kutteren ejes af selskabet Fortuna Muslinger ApS, som ifølge cvr-registeret ejes af Poul Kærgaard, administrerende direktør i muslingevirksomheden Vilsund Blue A/S , samt Simon August Lenger, der bosiddende i Schweiz.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.