alternativ energi

Minister på borgermøde: - Jeres område er det mindst dårlige

Lørdagens borgermøde gav ingen opblødning i de skarpe fronter omkring udvidelsen af testcentret i Østerild

Mange havde taget imod ministerens invitation med kort varsel, men han vandt ingen i lokalet over på sin side, da der lørdag eftermiddag var indkaldt til borgermøde om en udvidelse af testcentret for vindmøller i Østerild.
Mange havde taget imod ministerens invitation med kort varsel, men han vandt ingen i lokalet over på sin side, da der lørdag eftermiddag var indkaldt til borgermøde om en udvidelse af testcentret for vindmøller i Østerild. Foto: Lars Pauli

Opdateret 04. februar 2024 kl. 15:27

- Jeg ved godt, at jeg ikke har fået en eneste af jer overbevist om, at jeg er en fin fyr, og at jeg forstår jeres situation.

Erkendelsen kom fra minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V), allerede da der kun var gået omkring en time af det borgermøde, han lørdag eftermiddag havde indkaldt til i kølvandet på torsdagens aftale mellem de fleste af Folketingets partier om at satse på en udvidelse af testcentret for vindmøller i Østerild.

På det tidspunkt var ministeren allerede blevet mødt af en byge af spørgsmål fra de omkring 400 lokale og talelystne borgere, der var mødt frem i Østerild Multicenter.

Fælles for spørgsmålene var, at de alle udtrykte enten protest eller stor bekymring over udsigten til en udvidelse af testcentret i 2026.

Omkring 400 borgere var mødt frem til lørdagens møde. Foto: Lars Pauli

Og så blev de alle mødt med høje klapsalver fra de fremmødte - mens Morten Dahlins svar i bedste fald blev mødt med total tavshed.

Her er der kun spalteplads til at omtale en meget lille del af de mange spørgsmål og svar, der blev udvekslet på mødet.

Ulrik Iversen, der er formand for Foreningen mod Kæmpevindmøller og økologisk landmand i lokalområdet, var kritisk over for beslutningsgrundlaget.

Ulrik Iversen var bekymret over manglende gennemsigtighed i beslutningsprocessen. Foto: Lars Pauli

- Jeg håber virkelig, at der bliver transparens, så vi får alle dokumenter og beregninger på bordet. Jeg har oplevet at få afvist ønsker om aktindsigt vedrørende hvor mange boliger, der bliver ramt, fordi dokumenter var en del af den politiske beslutningsproces, sagde han.

Forliget
  • Regeringspartierne har sammen med DF, LA, SF, K og RV besluttet, at testcentret for vindmøller i Østerild muligvis skal udbygges.
  • Derfor skal der igangsættes miljø- og habitatskonsekvensvurdering (tidligere kaldet VVM-undersøgelse).
  • Vurderingen skal belyse muligheden for at udvide det eksisterende testcenter med etablering af tre nye møllepladser med en maksimalhøjde på 450 meter nord for testcenteret, samt flytning og ændring af maksimalhøjden til 450 meter for de to nordligst eksisterende møllepladser.
  • Giver undersøgelsen grønt lys til det, vil udbygningen af testcentret begynde i 2026.
Kilde: By-, Land- og Kirkeministeriet

Morten Dahlin bedyrede, at han ønskede fuld åbenhed.

- Send dine spørgsmål skriftligt til mig, svarede han.

 Medlem af byrådet i Thisted Kommune for SF, Morten Bertelsen, havde fortrudt sin tidligere støtte til testcentret, da det blev skabt.

- Vi blev stillet en masse ting i udsigt, som aldrig er blevet til noget.

Han havde noteret sig, at forligskredsen nu angiveligt tilbød Thisted Kommune en form for hold-kæft-bolsje med en støtte til Hanstholm Havns udvikling.

- Med de erfaringer, vi allerede har indhøstet, så skal kommunen sige nej til det tilbud, mente han.

Det var Erik Poulsen enig i.

- Vi har intet fået ud af testcentret indtil videre, så vi skal sige nej til den form for aflad, mente han.

- Det er også bare et tilbud, lød det fra Morten Dahlin.

Ministerens udtalelser blev mødt med stor skepsis. Foto: Lars Pauli

Han blev flere gange spurgt om, hvorfor der absolut skal være et testcenter for høje vindmøller i Danmark.

- Har vindmølleindustrien en direkte indgang til Folketinget, som bare adlyder det mindste vink fra den kant, lød et af spørgsmålene i den forbindelse.

- Vi skal bidrage til den grønne omstilling. Og så har Danmark en styrkeposition inden for produktion af vindmøller, som svarer til 30.000 arbejdspladser uden for de store byer. Og nej, jeg tror ikke, at 85 procent af Folketingets partier bare er i lommen på vindmølleproducenterne, svarede ministeren.

Den mindst ringe

Søren Bertelsen ville som mange andre gerne vide, hvorfor Østerild var blevet valgt som lokation for det nye testcenter fremfor Skærbæk og andre undersøgte områder i Danmark.

- Fordi - og det er, som det er - jeres område er den mindst dårlige lokation. Selv om I nok ikke tror på mig, så forstår jeg fuldt ud jeres bekymring, lød det fra ministeren.

Nini Jolander fortalte, at hun bor ved Hjardemål Klit Kirke.

- Vi er allerede blevet kompenseret to gange for at bo tæt ved testcentret. Jeg vil bede ministeren om, at der allerede nu kan blive indgået en frivillig aftale, så vi undgår at skulle leve tre år i limbo, sagde hun.

Michael Madsen er uddeler i Frøstrup Brugsforening.

- Hvem skal kompensere de lokale erhvervsdrivende, når nu aktiviteterne går nedad på grund af usikkerheden, spurgte han.

Morten Dahlin blev spurgt af flere, om den kommende miljøundersøgelse af udvidelsen er et gummistempel, eller om projektet bliver stoppet, hvis rapporten vender tommelfingeren nedad på grund af konsekvenserne for miljøet.

Den kommende miljøundersøgelse er ikke et gummistempel, understregede ministeren. Foto: Lars Pauli

- Hvis det bliver resultatet, så bliver udvidelsen ikke til noget, lød hans svar.

Landdistrikternes Fællesråd er bekymret for udviklingen i lokalområdet, hvis flere kæmpevindmøller bliver en realitet.

- Det får kæmpe konsekvenser for lokalområdet, hvis man opsætter de kæmpestore vindmøller. Udover at et par mindre lokalsamfund, Hjardemål Klit og Thy-lejren, som helt eller delvist skal eksproprieres og fjernes, så er der udsynet til de gigantiske vindmøller samt støj- og skyggegener, som vil genere de tilbageværende boliger tættest på vindmøllerne, ligesom de forringer værdien og omsætteligheden af boligerne væsentligt, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden