Naboer i aktion ved brand: Alle skulle hurtigt ud
Store brandskader i boligblok i Hasseris
Opdateret 15. maj 2024 kl. 10:37
Branden i en boligblok på Thulebakken i Aalborg-bydelen Hasseris tirsdag bredte sig hurtigt i tagetagen.
Tirsdag aften stod adskillige naboer fortsat og så med bekymring på den kraftigt beskadigede bygning.
Flere timer efter branden opstod ved 16-tiden, var brandfolk stadig i gang med efterslukning og med at sprøjte vand ned på de sortsvedne rester af taget.
-Det, der chokerer mig mest, er, at det gik så hurtigt med ilden, fortæller Lene Graa, der bor i en boligblok lige ved siden af.
Hun og manden havde været på indkøb, da de kom hjem ved 16-tiden.
De bemærkede, at der kom røg fra nabobygningen - og det gik hurtigt op for dem, at noget var helt galt.
Parret løb straks over og bankede på døre i bygningen for at få folk ud af lejlighederne.
Også en sosu-hjælper var i gang med at få evakueret beboere i den brandramte boligblok. Der bor blandt andet ældre mennesker i lejlighederne i stueetagen.
Alle kom ud i tide, mens ilden bredte sig hastigt i tagetagen.
- Det gik meget hurtigt, konstaterer en anden rystet nabo, Inge Laursen.
- Hvad er årsagen? Er der brandsikret godt nok? Lød det fra andre naboer, som også så bekymret på den boligblok, som nu er kraftigt brandskadet,
For Lene Graa bringer branden dystre minder frem. For 30 år siden var der også brand i en af boligblokkene på Thulebakken. Dengang omkom en ældre, dement beboer, husker Lene Graa.
Ingen skulle være kommet noget til ved tirsdagens brand, men beboerne i de brandramte lejligheder må genhuses.
Og naboerne, der bor i samme type byggeri, var tydeligvis rystede over hvor hurtigt ilden kunne brede sig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.