Så er den gal igen. Sejler ikke
Uheld lige før påske medførte flere dages pause i sejladsen - nu har nyt uheld stoppet færgesejladsen igen
Opdateret kl. 11:15
Der er noget meget sandt i mundheldet - eller i det her tilfælde snarere munduheldet - om, at en ulykke kommer sjældent alene.
Det har i hvert fald været tilfældet for Feggesundfærgen, der sejler mellem Feggesund på Mors og Amtoft på Thysiden.
Kort før påske måtte færgen ligge stille i flere dage efter en voldsom påsejling af fenderanlægget på Thysiden med efterfølgende reparation, før sejladsen kunne genoptages, og fredag formiddag meddeler selskabet bag Feggesundfærgen, at den igen må indstille sejladsen.
Det sker, fordi en flydebro på Thysiden har revet sig løs og forhindrer sejladsen - eller rettere anløb ved havnen i Amtoft.
Niels Pedersen, centerchef for teknisk drift i Morsø Kommune, oplyser, at de to uheld ikke har noget med hinanden at gøre. Bag fenderanlægget ligger der en læmole bestående af flydebroer, og det er den yderste af flydebroerne på Thy-siden, der har revet sig løs.
- Der er nok sprunget en wire. Den har revet sig så meget løs, at de ikke ved, hvor de har den henne, siger han.
Han kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvornår flydebroen er repareret igen, så sejladsen kan genoptages.
Alle selskabets kunder, der er på SMS-service, har fået besked om den indstillede sejlads klokken 10.11 fredag formiddag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.