Vild uenighed om lille købmand: - Vi har ikke budt for lidt!
Medlem af den såkaldte købmandsgruppe i Vestervig kan ikke genkende købmand Rose Borcherts udlægning af forhandlingerne om et salg af hendes butik

Rose Borchert, Min købmand i Vestervig, er ikke tilfreds med det bud, som den såkaldte købmandsgruppe er kommet med for at købe hendes forretning. Foto: Bo Lehm
VESTERVIG:- Man kunne nemt have fået det indtryk, at vi havde budt hende for lidt for butikken. Det er ikke korrekt.
Det siger medlem af købmandsgruppen i Vestervig, Ole Bertelsen, i en kommentar til Rose Borcherts beskrivelse af hændelsesforløbet i forbindelse med gruppens arbejde om at købe Min Købmand-butikken i Vestervig, som Nordjyske netop har omtalt.
- Da hun melder ud, at hun vil lukke butikken, blev Preben Bjerre fra Vestervig Byfornyelse kontaktet af Rose Borcherts rådgiver. Han forespurgte, om byfornyelsen ville købe butikken, der ikke længere kunne køre rundt pga. de stigende energipriser. Vestervig Byfornyelse havde kun mulighed for at byde 250.000 kroner. Så kom vi ind i billedet. Vi seks personer i gruppen arbejdede for at beholde en købmandsbutik i byen, når hun nu ville lukke, fortæller Ole Bertelsen.
Han fortæller, at gruppemedlemmet Preben Bjerre atter blev kontaktet af rådgiveren på et senere tidspunkt.
- Han sagde, at vi skulle byde omkring 500.000 kroner, da butikken ikke er mere værd. Vi holdt efterfølgende et møde med Rose og Dagrofa og bestemmer os for at byde 550.000 kroner. Derudover siger vi, at hun må beholde ladestanderen og pengeautomaten udenfor butikken og beholde de 42.000 kroner i årlig indtægt herfra. Hun siger ingenting. Men senere meddeler hun os, at hun vil have 1,2 millioner kroner, fordelt på fire-fem punkter, bl.a. garage, butik og inventar, fortæller Ole Bertelsen.
Rose Borchert forklarede til Nordjyskes torsdagsudgave, at de 550.000 kroner er alt for lidt.
Hun medgiver dog, at de 850.000, hun har krævet for butikken, kun drejer sig om selve købmandsbygningen.

Købmandsgruppen og Købmand Rose Borchert kan ikke blive enige om en pris for bygningen. Arkivfoto: Peter Mørk
- Butikken ligger i Klostergade 33. Den er til salg. Garagen, som jeg senere har købt, ligger i Klostergade 35b. Den skal jeg have 200.000 kroner for. Derudover har jeg sagt, at de kan overtage mit varelager og inventaret, siger Rose Borchert, der gerne vil dele sit brev til arbejdsgruppen med Nordjyskes læsere.
Rose Borcherts mail til købmandsgruppen
Tak for Deres email nedenfor af 14. ds.
For at der ikke skal være tvivl om muligt salg af butikken kan jeg oplyse følgende:
Såfremt jeg skal sælge butikken på adressen Klostergade 33, er kontantprisen kr. 850.000,00.
Betingelsen herfor er videre, at køber selv sørger for mulig lovliggørelse af lejligheden på 1. sal., og betaler samtlige udgifter herved.
Angående varelager kan dette overtages udover købesummen, efter optælling i samarbejde med Dagrofa og køber. - I modsat fald afholder jeg selv ophørsudsalg.
Lagerbygningen på adressen Klostergade 35 b, medfølger denne ikke i overdragelsen. - For 2 år siden bød Vestervig Byfornyelse kr. 150.000,00 for bygningen til nedrivning.
Såfremt Vestervig Håndværker og Borgerforening ønsker at købe lagerbygningen, skal prisen være kr. 200.000,00 for denne.
Med hensyn til inventar medfølger dette ikke i overdragelsen. - Såfremt inventar skal medfølge skal der aftales nærmere herom.
Vedrørende omkostninger til Advokat, tinglysning m.v., betales disse med 50% til hver.
Nærværende tilbud er endelig og ikke til yderligere forhandling.
Tilbuddet er gældende i 4 uger fra dato og derefter bortfaldet.
Dato: 16. januar 2023
Min Købmand
Rose Borchert
Kilde. Rose Borchert
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.