Kulturpolitik

ThyArts får nu et fast tilholdssted i Vilsund

Der er fernisering lørdag eftermiddag 27. januar med tale af formand Arnold Larsen (S) fra byrådets arbejdsmarkeds- og kulturudvalg

I alt 110 kvadratmeter har ThyArts-kunstnere lejet i Vilsund. Heraf går en lille del til birum, men ellers er det et stort udstillingslokale med lys fra både øst og vest. Foto: Peter Mørk
I alt 110 kvadratmeter har ThyArts-kunstnere lejet i Vilsund. Heraf går en lille del til birum, men ellers er det et stort udstillingslokale med lys fra både øst og vest. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

VILSUND: 21 medlemmer af kunsthåndværker- og kunstnersammenslutningen ThyArts, der er organiseret som en forening, har meldt sig som betalende deltagere ved lejemålet af 110 kvadratmeter udstillingslokale og birum i Vilsund.

Lejemålet indgår i det bygningskompleks, som engang rummede en møbelforretning, men som siden er delt op i forskellige forretninger.

Lyst udstillingslokale

Her har ThyArts-folkene så lejet et lokale på ”førstesalen” med store vinduer mod både øst og vest - et meget fint udstillingslokale, som indvies ved en åben fernisering lørdag eftermiddag 27. januar. Her holdes åbningstalen af Arnold Larsen, (S), der er formand for Thisted Byråds arbejdsmarkeds- og kulturudvalg. Derefter er der musikalsk underholdning ved Andreas Lawetz.

Medlemmer bor spredt

De 21 medlemmer, der har meldt sig som betalende udstillere, bor spredt i hele Nordvestjylland i det område, hvor ThyArts organiserer medlemmer. Det betyder, at flertallet bor enten i Thy-Hannæs eller på Mors, men der er en enkelt deltager fra Salling og en fra Struer. Også de kunstneriske genrer spænder vidt - fra maleri og skulptur over tekstiler, glaskunst, perler, læder- og papirarbejder til birkebarksarbejder, bolsjer og stearin.

Langt tilløb

Bodil Bach Pedersen, Vilsund, er næstformand for ThyArts, og hun har, fortæller hun, længe arbejdet på, at ThyArts skulle få et fast tilholdssted. Udover udstillingsfaciliteterne for dem, der er villige til at betale for at være med, vil lokalerne også blive brugt af foreningen til møder og foredragsaftener.

Udstillingen vil indtil videre holde åbent om fredagen og om søndagen samt fra og med påske også om torsdagen. Lørdag er ikke nogen god galleridag, viser erfaringerne, men Galleri ThyArts holder dog åbent hus lørdag 1. februar ligesom de øvrige forretninger i komplekset på adressen Parkvej 28, hvor galleriets helt lokale adresse har bogstavet H.

Styregruppen for lejemålet består foruden af Bodil Bach Pedersen også af Helene Vedel, Bente Cöhoman, Margit Andersen og Sanne Friis.

W

thyarts.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden