Badminton

Thybo ny formand for DGI-badminton

Kaj Ole Jensen vil slå et slag for badminton

Kaj Ole Jensen, Thisted - ny formand for badmintonudvalget i DGI Nordvest. Privatfoto
Kaj Ole Jensen, Thisted - ny formand for badmintonudvalget i DGI Nordvest. Privatfoto

Thyboen Kaj Ole Jensen er blevet ny formand for badmintonudvalget i DGI Nordvest, (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger), der omfatter omkring 200 medlemsforeninger i Thy, på Mors og i Salling. Kaj Ole Jensen, der bor i Thisted, har dyrket badminton i mere end 50 år og har på klubplan været hele vejen igennem som aktiv turneringsspiller, ungdomstræner, bestyrelsesmedlem, kasserer og formand i Thisted Badmintonklub. I dag dyrker han badminton på motionsplan et par gange om ugen. - Der var flere ting, der motiverede mig til at takke ja til posten som formand. Foruden min egen interesse for badminton er det glæden ved at se den gejst og det engagement for idrætten, som jeg oplever blandt unge drenge og piger. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for idrætten, som gennem årene har givet mig rigtig mange gode oplevelser, fortæller Kaj Ole Jensen. Badmintonudvalget i DGI Nordvest vil satse på at komme mere ud i badmintonklubberne. - Den personlige kontakt til klubberne er vigtig for at kunne understøtte de enkelte klubbers behov. Derfor hører vi meget gerne fra klubber, som kunne tænke sig at få besøg af udvalget og få ny inspiration til f. eks. aktivitetsudvikling og rekruttering af medlemmer og frivillige, siger Kaj Ole Jensen. Derudover vil udvalget fokusere på at gøre DGI Nordvest Badminton mere synlig og udbyde aktiviteter for alle aldersgrupper lige fra børn til 60+. For den ældre målgruppe vil de i samarbejde med klubber blandt andet holde endagsarrangementer. - Jeg tror på, at mange flere såvel unge som ældre vil kunne få interesse for badminton, såfremt man får mulighed for at prøve og opleve det fællesskab, som er knyttet til denne sportsgren, siger Kaj Ole Jensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden