Thybomål - også for unge
Overvældende interesse på Facebook for den nye forening for ”æ thøboer djer måed å snak po”

Thisted Dagblad 7. januar med artiklen om thybomålforeningen - skrevet på thybomå. Foto: Ole Iversen
THY:Interessen for thyboernes måde at tale på er overvældende - og ikke kun blandt folk, der har grå hår i tindingerne.
Det må Jonas Lage Roelsgaard, 21-årig studerende, konstatere en god uge efter, at han og godt 20 andre stiftede Foreningen Thybomål.
Jonas Lage Roelsgaard tog initiativ til og er blevet formand for dialektforeningen. Han var klart den yngste i forsamlingen på den stiftende generalforsamling, der blev holdt på Thy-Mors HF & VUC.
Men blandt de over 700 ”synes godt om”-tilkendegivelser, som foreningen indtil nu har fået på Facebook, er der rigtig mange unge. Og mange af dem har også skrevet en kommentar på thybomål.
- Det synes jeg er meget positivt. Jeg havde nok regnet med, at foreningen mest var for ældre mennesker. Men der er også nogle studerende, der har meldt sig ind, siger Jonas Lage Roelsgaard, der selv studerer nordisk sprog og litteratur på Universitetet i Oslo.
Interessen på Facebook eksploderede, efter at Thisted Dagblad og Thisted Posten trykte artikler om ”æ thøboer djer moed å snak po” - skrevet på dialekt. Siden har både P4 Midt & Vest og TV Midt/Vest bragt indslag om foreningen, der indtil videre har fået 35 medlemmer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.