Thygesen-kanon gav drømmestart
Hobro rykkede yderligere fri af nedrykningspladserne med sejr i Silkeborg
Opdateret kl. 15:44
SILKEBORG: Hvis man skulle dømme efter de første 40 sekunder, så så det ud til at blive en forrygende fodboldoplevelse, da Hobro søndag eftermiddag gæstede Silkeborg i Alka Superligaen.
Mikkel Thygesen gav kampen og Hobro en fantastisk start, da han kanonerede en nedfaldsbold op i krogen efter et indlæg fra højre side, der blev clearet skidt.
Men det skulle også vise sig, at være en af de få gange, de 2620 tilskuere på Mascot Park fik grund til at rejse sig, for med den start stillede Hobro sig tilfreds og stillede sig dybt i banen, og det evnede Silkeborg simpelthen ikke at bryde igennem.
Inden pausen blev det ikke til nogen nævneværdige tilbud fra hjemmeholdet, mens Hobro havde et halvt tilbud på en omstilling til Mads Hvilsom, men hans afslutning sneg sig forbi den fjerne opstander.
I anden halvleg blev Silkeborg en anelse mere farlige, og hver gang kom det kreative fra den blot 18-årige Robert Skov på højre kant, der spillede en glimrende kamp. Midtvejs i halvlegen tog han et glimrende raid og lagde den af til Emil Scheel, men i sidste øjeblik fik Anders Egholm kastet sig ned for at blokere skuddet. Samme Scheel headede godt en meters penge over nogle minutter senere efter et hjørnespark, mens han i en efterfølgende situation var tæt på at pille bolden foran Jesper Rask, da han og Anders Egholm fumlede lidt på en høj bold.
Sejren betyder, at Hobro rykker 12 point fri af nedrykningspladserne, inden FC Vestsjællands kamp, men der pludselig kun er et point op til AaB på fjerdepladsen. AaB spiller søndag aften mod Randers.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.