Tibets sjæl i flammer

Det seneste år har 26 tibetanere brændt sig selv i et forsøg på at gøre opmærksom på de grove overgreb, der finder sted i Tibet på grund af den ulovlige kinesiske besættelse. I de seneste måneder har tusinder af mennesker demonstreret for frihed i Østtibet, og de kinesiske myndigheder har skudt og dræbt mindst fem demonstranter. Samtidig belejrer hundredvis af kinesiske sikkerhedsstyrker tibetanske byer, og Tibet er lukket for journalister og turister. Det er ulykkeligt, at situationen er kommet så vidt, men det er ikke første gang i historien, at undertrykkelse og forfølgelse har ført til selvafbrændinger. I 1963 satte den vietnamesiske munk Thich Quang Duc ild til sig selv midt i Saigon for at gøre opmærksom på Vietnams forfølgelse af buddhister. Billedet af den brændende munk, siddende roligt i lotusstilling omgivet af flammer, gik verden rundt og bidrog til Diem-regimets fald. Dengang lovpriste Beijing munkens handling og anvendte den propagandamæssigt som et bevis på amerikansk imperialisme. I dag omtaler Beijing de tibetanske selvafbrændere som kriminelle og forbrydere. Siden opstanden i 2008 har en anden ikke-voldelig modstand bredt sig, Lhakar-bevægelsen. Det tibetanske ord "Lhakar" kan oversættes med "hvid onsdag". Lhakar-bevægelsen går ud på, at man hver onsdag markerer sin tibetanske identitet og kultur ved, at man f.eks. tager traditionelt tibetansk tøj på, kun taler tibetansk og kun handler i tibetanske butikker. Fredelig modstand gennem civil ulydighed er den eneste reelle virkningsfulde måde at få et brutalt regime i tale. Der har gennem historien været mange eksempler på, at civil ulydighed har været medvirkende til at bringe regimer til fald: Op gennem firserne mødtes Leipzigs indbyggere mandag efter mandag i Nikolaikirche til fredsbøn i håbet om, at Østtyskland en dag kunne blive et frit land for frit tænkende mennesker. Demonstrationerne tog til i omfang og art. Man gik f.eks. gennem gaderne med lys i hænderne. Det var medvirkende til, at muren faldt, og Tyskland blev genforenet. Det bedste eksempel er Mahatma Gandhis ikke-voldelige løsrivelse af Indien fra briterne gennem talrige aktioner baseret på Satyagraha, bedre kendt som passiv modstand eller civil ulydighed. Tibetanerne er nu ved at udvikle deres egen Satyagraha, ordret oversat "insisteren på sandhed", og sandheden er bl.a., at tibetanerne har krav på menneskerettigheder og ret til at dyrke deres sprog, religion og kultur. Tibetanernes situation er vanskelig. Gandhi var oppe imod et retssamfund. Kineserne har derimod i løbet af seks årtiers besættelse vist, at de ikke skyr nogen midler for at fastholde den ulovlige besættelse af Tibet. En besættelse, som har kostet flere hundredtusinde tibetanere livet. Der er derfor behov for, at verdenssamfundet står sammen og holder Kina fast på de FN-resolutioner m.v., som sikrer tibetanerne ret til selvbestemmelse. Danmark har for tiden formandskabet i EU og dermed en enestående mulighed for at medvirke til positive forandringer.