EMNER

tidligere præsidentbesøg

Fakta

Fredag besøgte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for første gang USA's præsident, Barack Obama, i Det Hvide Hus. Obama har tidligere været i Danmark to gange, mens Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister. I 2009 besøgte Obama København i forbindelse med den 13. IOC-kongres, hvor OL-værten for 2016 skulle udpeges. Obama var der for at promovere sin hjemby Chicago - som ikke vandt. Senere samme år deltog Barack Obama i det internationale klimatopmøde, COP15, hvor Danmark var vært. Lars Løkke Rasmussens forgænger på posten som statsminister, Anders Fogh Rasmussen, opbyggede et godt forhold til Obamas forgænger, George W. Bush. Den tætte politiske alliance udviklede sig med tiden til et personligt forhold. Fogh og Bush besøgte hinanden otte gange: Marts 2002: Anders Fogh Rasmussen på besøg i Det Hvide Hus Maj 2003: Anders Fogh Rasmussen på besøg i Det Hvide Hus April 2004: Anders Fogh Rasmussen på besøg i Det Hvide Hus Maj 2004: Anders Fogh Rasmussen på besøg i Det Hvide Hus Maj 2005: Anders Fogh Rasmussen på besøg i Det Hvide Hus Juli 2005: George W. Bush på besøg på Marienborg. Under besøget fejrede Bush sin fødselsdag med lagkage hos dronningen. Juni 2006: Anders Fogh Rasmussen på besøg i Camp David Februar-marts 2008: Anders Fogh Rasmussen på besøg på ranchen i Crawford - hvor de to blandt andet cyklede på mountainbike. I alt fire gange har en siddende amerikansk præsident besøgt Danmark. Før Obama og Bush besøgte Bill Clinton i juli 1997 Danmark under daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringsperiode. Clinton tog danskerne med storm, da han talte for 80.000 danskere på Nytorv i København og roste Danmarks militære indsats i Bosnien.