Til Chicago med fotografier
Jørgen Nøhr inviteret til at udstille fotos i USA - derefter skal billederne på immigrantmuseum i Iowa.

Jørgen Nøhr har taget tusindvis af billeder i Redbild Bakker. Knap 350 af dem skal nu udstilles i Chicago i USA og senere på det danske immigrantmuseum i Iowa. Foto: Grete Dahl
Det er blevet til tusindvis af billeder i de 16 år Jørgen Nøhr, Attrup, har været hyret til at skildre den årlige Rebildfest i billeder. Knap 350 af disse billeder er nu snart på vej til USA, hvor de skal udstilles i forbindelse med Rebild National Park Societys 100 års jubilæum i slutningen af april. I 1996 blev Jørgen Nøhr hyret af Rebildselskabet til at fotografere i forbindelse med Rebildfestlighederne. Lige siden har han hvert år 4. juli været på plads i bakkerne ved Rebild og fotograferet på livet løs. Af de tusindvis af billeder har Jørgen Nøhr udvalgt 300 i A4 størrelse og 29 i A3 format samt ni i formatet 40X60. De mange billeder er lamineret og er klar til at blive sendt til Chicago i USA, hvor de skal udstilles på et hotel i forbindelse med jubilæumsfestligheder 25.-29. april. Det sker i samarbejde med fotoforretningen Click i Aalborg og Aalborg City. Alle billeder er forsynet med tekst på dansk og engelsk. Jørgen Nøhr og hustruen skal også deltage i festlighederne i Chicago. - Når udstillingen er slut flyttes billederne til det danske immigrantmuseum Eik Horn i Iowa, hvor der skal være en permanent udstilling, fortæller Jørgen Nøhr, som har foræret billederne til museet. En del af billederne skal på udstilling rundt omkring i USA. - Det er selvfølgelig en kæmpe ære for mig, at billederne skal med på en udstilling og at museet vil lave en permanent udstilling, siger Jørgen Nøhr. En del af de billeder, som skal til USA, vil også kunne ses på en udstilling på Hotel Comwell i Rebild Bakker i forbindelse med 4. juli festen. -Man kan godt sige, at de mange billeder er et lille stykke dansk/amerikansk historie, siger Jørgen Nøhr. Han kan fortælle mange sjove og pudsige historier om en stor del af billederne. Eksempelvis dengang han ville fotografere Victor Borges to døtre sammen med prinsesse Benedikte, da en nu forhenværende minister, Jacob Axel Nielsen (K), pludselig dukkede op og placerede sig mellem de tre kvinder - og kom på billedet. Nøhr har selvfølgelig også favoritbilleder blandt de mange skud. Med i top 3 er billedet fra 1977 af Poul Schlüter, som bliver båret af to folkedansere, Elly Andersen og Ingrid Simonsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.