Til OL i fysik

Kaspter Tolborg klarede sig godt til OL i fysik i Estland

Kasper Tolborg har været i Estland for at deltage i OL i fysik. Foto: Henrik Louis

Kasper Tolborg har været i Estland for at deltage i OL i fysik. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Kasper Tolborg har denne sommer haft en ganske særlig oplevelse - han har været til OL i fysik i Estland.

Her konkurrerede han på teoretisk og praktisk kunnen med deltagere fra en række andre lande, og han klarede sig godt og fik honorable mentioning - hædrende omtale, som gives til de deltagere, der placerer sig lige efter dem, der vinder bronze. Dermed placerede han sig midt i feltet af deltagere og blev den bedste af de i alt fem danske deltagere, hvoraf to andre også fik hædrende omtale.
- Jeg var rigtigt godt tilfreds. Jeg var gået videre på en femteplads i Danmark, så jeg havde ikke regnet med noget som helst, fortæller Kasper Tolborg.
Oplevelsen var noget helt specielt.
- Det var rigtigt godt. Der var over 80 lande med og næsten 400 deltagere i alderen 16-20 år var samlet. vi blev indkvarteret på det samme hotel, og der var mulighed for at møde mennesker fra andre lande, som har samme interesse som en selv, fortæller han.
Der var også levnet plads i tidsplanen til, at deltagerne kunne få mulighed for at se noget af Estland.

Mødte andre kulturer

Under kvalifikationen til OL havde han mødt de andre danske deltagere, fem i alt, så de kendte hinanden i forvejen. Under OL snakkede de meget med nordmænd og tyskere, og han fik også snakket med unge fra Sydafrika, Kina og Mexico.

- Det var sjovt at møde folk fra andre kulturer, fortæller han.
Tyskerne var rigtig dygtige, men kineserne var de bedste.
- De fik alle sammen guld, konstaterer Kasper Tolborg.
Den samlede vinder var dog en deltager fra Ungarn.
Selve konkurrencen blev afviklet i to dele - en teoretisk prøve og en eksperimentel prøve.
Kasper Tolborg er netop blevet student fra Brønderslev Gymnasium, hvor han naturligvis havde fysik, kemi og matematik som linje.
- Naturvidenskab har altid interesseret mig, helt tilbage fra folkeskolen, hvor vi fik kemi og fysik i 7. klasse, husker han.
Efter ferien skal Kasper Tolborg i gang med at læse på Aarhus Universitet - til kemiingeniør.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.