Til toppen af Kilimanjaro
Foredrag i Åsted Præstegård
Aasted: Onsdag den 22. januar er der foredrag af Berit Svejgård Lund i Åsted Præstegård.
Foredraget består af skønne billeder, hvor man følger sygeplejerske Berit Lunds gruppe hele vejen op af det 5.895 meter høje bjerg, verdens fjerde højeste. Vi kommer op igennem fem klimazoner, hvor vejret skifter på et øjeblik og hvor den tynde luft og højdesygen giver deltagerne større og større vanskeligheder. Foredraget giver indsigt i alle de forberedelser, der skal til for at komme op på så højt et bjerg.
Foredraget er fortalt i ord, der giver gæsterne en oplevelse af at være med gruppen, meter for meter, fra regnskovens svedige varme og til den arktiske kulde på toppen, og gennem den tynde luft, når højdesygen rammer.
De flotte billeder er krydret med skønne anekdoter om mødet med de lokale bærere, de rytmiske afrikanske sange og de lokale kokkes sjove sammensætning af maden.
I foredraget kommer Berit også ind på, hvordan man finder sin indre styrke til at komme til toppen, om fællesskabets og den gensidige hjælpsomheds betydning. Alligevel er det helt ukendte og overraskende faktorer, der bliver afgørende for om man når toppen.
Turen har gjort et uudsletteligt indtryk på Berit Lund og hele gruppen. Ikke mindst mødet med de fattige, der slæbte al udstyr op på bjerget - deres eneste mulighed for at tjene lidt penge.
Indtægten fra foredraget går til at betale skolegangen til Berit Lunds to afrikanske sponsorbørn, Damatur og Rahim, som hun har igennem Børnefonden. Honoraret går derfor til bærernes slid på Kilimanjaro og børnenes skolegang.
Der er fri entré ved dette arrangement i Åsted præstegård.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.