Badminton

Tilbageslag for Kamilla Rytter Juhl

Skagboens knæskade er blevet afløst af en lårskade

Foto: Stine Tidsvilde/ritzau
Foto: Stine Tidsvilde/ritzau POLFOTO

BADMINTON: Verdens bedste badmintonspillere dyster i øjeblikket ved Super Series-turneringen China Open. Det gælder dog ikke skagboen Kamilla Rytter Juhl, der har måttet trække sig fra damedoublen med Christinna Pedersen.

Kamilla Rytter Juhl pådrog sig 20. oktober en knæskade under Denmark Open, men hun var relativt hurtigt tilbage på træningsbanen. For en uge siden ramte et nyt uheld dog den nordjyske badmintonspiller.

- Kamilla fik en ny skade i venstre lår. Måske fordi hun kompenserede for skaden i højre knæ - eller måske bare på grund af en uheldig bevægelse, skriver det nordjyske double på deres fælles Facebook-side.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, der aktuelt er nummer fire på verdensranglisten, havde håbet på at komme i aktion ved China Open, men de har valgt at lade fornuften sejre.

- Vi vil ikke gå på banen, hvis vi kun kan levere 80 procent og samtidig risikerer at forværre skaden. I stedet vil Kamilla arbejde sammen med vores fysioterapeut og fokusere på at blive klar til Hong Kong Open (21. - 26. november, red.), lyder det fra det nordjyske par.

Christinna Pedersen kommer dog alligevel i kamp ved China Open, da hun stiller op i mixeddouble sammen med Mathias Christiansen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden