Tilbud uden omveje
Direkte fra jobcenter i Aars til træning i Aalestrup
VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlændinge, der bliver syge på grund af ryg-problemer, får i de næste syv måneder præsenteret et nyt tilbud, når de møder op i kommunens Jobcenter: Et 10 uger langt træningsforløb.
Her står fysioterapeuter og ergoterapeuter fra Vesthimmerlands Kommunes Sundhedscenter klar til at tage i mod og hjælpe dem i træningslokaler på Plejecenter Åglimt i Aalestrup.
Det sker i et forsøgsprojekt, der kører frem til 30. september.
Det er først gang i kommunen, at Jobcentret direkte visiterer sygemeldte til et sundhedstilbud.
Vesthimmerlands Kommune har fået 150.000 kr. fra staten til projektet. Og håbet er, at tilbuddet bliver så stor en succes, at det kan fortsætte efter 30. september.
Morten Alberg, der er ansat på Jobcentret - og i øvrigt også selv uddannet fysioterapeut - glæder sig over, at Jobcentret via projektet kan komme med et hurtigt tilbud til de rygpatienter, der har lyst, så de forhåbentlig hurtigt kan komme i arbejde igen.
Og han understreger, at det netop er et tilbud - der er altså ikke nogen konsekvenser, hvis en rygpatient ikke ønsker at tage imod tilbuddet.
Men interessen for at være med fra start er stor. Det første hold med 12 rygpatienter blev nemlig startet torsdag - og det er helt fyldt op. Og til det næste kursus er der allerede fire andre skrevet op.
I alt bliver der i projektperioden gennemført tre kurser med 12 deltagere på hver.
Træningstilbuddet er lagt på Åglimt i Aalestrup. For det er her, der er ledige faciliteterne.
- Allerhelst ville vil have haft tilbuddet i sundhedscentret i Farsø. Det er også mere centralt i kommunen, men det var der desværre ikke plads til, siger Bent Bach Poulsen, der er afdelingsleder på sundhedscentret i Farsø.
Hun lægger ikke skjul på, at håbet er tilbuddet kan fortsætte. Så når lokalpolitikerne skal i gang med næste års budget, så vil der ligge en ansøgning om en bevilling.
- Jeg er overbevist om, at pengene er givet godt ud, når folk hurtigere kommer i arbejde igen, siger hun
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.