Tilskadekomne fortsat i kritisk tilstand
Ingen ændring i tilstanden hos de tilskadekomne fra ulykken ved Heltborg
Opdateret 10. juli 2013 kl. 05:29
HELTBORG: Tilstanden hos de to mandlige billister der mandag stødte frontalt sammen på Oddesundvej ved Heltborg betegnes fortsat som kritisk. Det oplyser vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Andreas Søgaard.
Ulykken skete kort før 14.30 mandag eftermiddag. En 41-årig bilist fra lokalområdet kom kørende af Oddesundvej i sydlig retning, da han pludselig kom over i den forkerte vognbane og kørte frontalt ind i en 69-årig mand fra lokalområdet.
Føreren af den påkørte bil blev slynget ud af bilen, mens den anden bilist, der også er fra Thy-området, sad fastklemt.
De to personer blev begge fløjet med helikopter til henholdsvis Sygehus Thy-Mors og Aalborg Universitetshospital umiddelbart efter ulykken.
Bilisten der blev fløjet til Sygehus Thy-Mors, blev dog senere overflyttet til Aarhus Universitetshospital.