Tilsyn forbyder arbejde efter ulykke
Alvorlig fejl ved sikkerheden var skyld i ulykke på arbejdsplads i Aalborg
Opdateret kl. 21:40
AALBORG: Det var en manglende afhægtningssikring på en krog, der var skyld i en arbejdsulykke i Aalborg onsdag formiddag, hvor en over 650 kilo tung jernplade faldt ned over en 31-årig mand fra Fjerritslev-egnen.
Arbejdstilsynet i Nordjylland, Tilsynscenter Nord, har med omgående virkning udstedt et forbud mod at fortsætte arbejdet på ulykkesstedet.
- Den tunge jernplade blev løftet ned i en udgravning, hvor den skulle bruges til afstivning i forbindelse med vejarbejde, men pladen hoppede af krogen, fordi den lovpligtige sikring på krogen manglede, fortæller tilsynschef Thomas Christensen fra Tilsynscenter Nord.
Slap heldigt fra ulykken
Den 31-årige mand slap næsten usandsynligt heldigt fra ulykken, da en kollega fik fjernet den tunge plade og kontaktet 112.
Manden slipper tilsyneladende med en brækket fod, en masse blå mærker og blodige skrammer i ansigtet.
Nu har arbejdsgiveren pligt til at få udstyret krogen med den påkrævede sikkerhedsforanstaltning, før end at arbejdet må genoptages på stedet.
Politiet fortsætter deres efterforskning af ulykkesstedet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.