Tilsyn ser på Hjørring Kommune

Statsforvaltningen skal nu undersøge, om Hjørring Kommune forskelsbehandler kulturen.

Hjørringrevyens kontrakt med Hjørring Kommune skal nu granskes af Statsforvaltningen i Nordjylland.	 Arkivfoto: Bent Bach

Hjørringrevyens kontrakt med Hjørring Kommune skal nu granskes af Statsforvaltningen i Nordjylland. Arkivfoto: Bent Bach

Hjørring Kommune skal komme med en redegørelse for, hvorfor man lader nogle udlejere af Vendelbohus slippe for huslejen, hvis de ikke har råd, mens andre skal betale husleje uanset økonomisk situation. Statsforvaltningen i Nordjylland - det tidligere tilsynsråd - har dermed valgt at behandle klagen fra musikforeningen "I morgen er det jul, mor" over Hjørring Kommunes forskelsbehandling af kulturen, hvor Hjørringrevyen kun skal betale husleje, hvis de efter en treårig periode har råd. - Hjørring Kommune skal komme med en redegørelse for sagen med de eventuelle relevante akter, oplyser souschef Jette Lindemann fra Statsforvaltningen i Nordjylland. Derudover ønsker hun ikke at kommentere sagen, som Statsforvaltningen altså nu skal til at undersøge, for at få klarlagt om Hjørring Kommune har forskelsbehandlet eller ej. - Har vi gjort noget forkert, så må vi rette op på det, siger formand for fritids- og kulturudvalget Sven Bertelsen. Politikerne satser på revyen Kontrakten mellem Hjørringrevyen og Hjørring Kommune er kommet i stand på baggrund af et ønske fra politikerne, som gerne ville hjælpe Hjørringrevyen i gang igen efter en pause. - For ikke at lave et stort sponsorat på 400.000 kroner, så valgte vi i stedet at gøre det på denne måde og hvis der så ligger en lille forskelsbehandling der, så vil jeg gerne stå ved, at det er lavet som en fødselshjælp for revyen. Vi har satset på det her, fordi vi gerne vil have, at der en en revy i Hjørring, siger Sven Bertelsen. Han understreger samtidig, at der et forskel på lejeprisen alt efter hvor meget man lejer Vendelbohus. F.eks. lejede "I morgen er det jul, mor" den store sal i Vendelbohus seks dage i 2011, mens Hjørringrevyen lejede hele huset i 40 dage. Kontrakten mellem Hjørring Kommune og Hjørringrevyen er i øvrigt ved at blive genforhandlet. Hjørring revyens bestyrelsesformand, Hans Christian Ledet, forventer, at forhandlingerne er plads til april. - Vi genforhandler og præciserer den tidligere aftale og ender måske med en ny femårig aftale. Vi genforhandler dermed også den tidligere aftale for 2011. I den nye aftale skal der betales en fast leje af Vendelbohus, uanset om revyen giver overskud, siger Hans Christian Ledet. Han vil i øvrigt ikke kommentere forhandlingerne.