Tilsyn udsteder forbud efter alvorlig arbejdsulykke
Tømrerfirma følger op på arbejdsulykke - Arbejdstilsynet vurderer, om der skal være et retsligt efterspil

Den 22-årige blev alvorligt kvæstet ved arbejdsulykken. Arkivfoto Pressefotograf Claus Søndberg
AALBORG ØST: Tømrervirksomheden Lund og Staun har fået et forbud og et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, efter at en af virksomhedens medarbejdere torsdag eftermiddag styrtede cirka 9 meter ned og landede på et betongulv.
Det var i forbindelse med arbejde på et tag på et autoværksted i Aalborg Øst, at arbejdsulykken skete. Ifølge tilsynschef Thomas Nygaard Christensen fra Arbejdstilsynet trådte den 22-årige på et ovenlysvindue på taget, hvorefter han faldt igennem taget.
Nordjyllands Politi har oplyst, at den 22-årige brækkede kæben, en hånd og fik indre kvæstelser i forbindelse med faldet.
Arbejdet standset
Arbejdstilsynet har efter ulykken nedlagt et forbud til Lund og Staun om at standse arbejdet på taget, indtil de har sikret sig mod gennemstyrtning.
Derudover har virksomheden fået et strakspåbud om at sørge for, at medarbejdere ikke forlader en kurv, der er hævet, når de benytter en lift.
Ifølge Thomas Nygaard Christensen skal Arbejdstilsynets jurister nu vurdere, om virksomheden skal indstilles til en retslig tiltale på grund af ulykken.
Firma indkalder til møde
Hos Lund & Staun kom meldingen om arbejdsulykken som et stort chok for alle, og ledelsen og medarbejderne er dybt påvirkede, skriver virksomheden i en pressemeddelelse. De implicerede har desuden fået tilbudt krisehjælp.
Henrik Staun, som er medejer af Lund & Staun, understreger i pressemeddelelsen, at medarbejdernes sikkerhed kommer før alt andet, og at virksomheden tager ulykken meget alvorligt.
Derfor vil Lund og Staun indkalde alle medarbejdere til møde i begyndelsen af næste uge, hvor ulykken vil blive talt igennem, og de korrekte arbejdsprocedurer vedrørende tagarbejde vil blive gennemgået af virksomhedens sikkerhedskoordinator.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.