Brønderslev

Tiltrængt renovering

Frivillige tager en tørn

Frivillige tager en tørn i klubhuset. Privatfoto
Frivillige tager en tørn i klubhuset. Privatfoto

BRØNDERSLEV: Brønderslev Familie og Firma Idræt er i gang med en omfattende, men tiltrængt renovering af klubhuset.

- I slutningen af september var vi så heldige, at Øster Brønderslev Sparekasses Fond donerede 150.000 kr. til renovering af vores klubhus i Molsgade. Vi er nu gået i gang med første fase af denne renovering, som omfatter etablering af to nye toiletter, heraf et handicap toilet med brusefacilitet. I samme ombæring udskiftes også kloakledningerne, fortæller foreningens formand, Niels Ove Nielsen.

- Etablering af de to nye toiletter medførte et behov for nedbrydning af eksisterende toiletter og baderum i det gamle omklædningsrum. Det viste sig at være en større opgave. Et ca. 30 centimeter tykt betondække skulle fjernes, og det var prima materialer, der blev anvendt for ca. 60 år siden, da bygningen blev opført.

- Heldigvis var der en håndfuld medlemmer med gå på mod, som i løbet af et par uger fik lavet det forberedende arbejde, så håndværkerne kan komme i gang med at bygge de nye toiletter. Hvis alt går som planlagt, vil vi ca. 1. marts kunne fremvise de nye toiletter.

- MJ Byg Aps, Brønderslev VVS Aps og Brønderslev El-teknik A/S sørger for, at den håndværksmæssige kvalitet af de nye toiletter er i orden.

- Nu skal vi så i gang med planlægning af fase to, som vil omfatte renovering af de to gamle omklædningsrum, således at disse efter renovering vil kunne anvendes til flere formål. Rummene vil blive lagt sammen, og vil f.eks. kunne bruges til bevægelsesaktiviteter, indendørs petanque, afslapning og meget mere, fortæller Niels Ove Nielsen.

Fase tre vil omfatte nyt tag og isolering.

Vores økonomi er primært baseret på medlemskontingent og kun i meget begrænset omfang baseret på offentlige tilskud. Det betyder, at vi bl.a. ved nødvendige renoveringsprojekter i stor udstrækning er afhængig af støtte fra fonde m.m.

Brønderslev Familie og Firma Idræt tæller ca. 400 medlemmer, primært seniorer. Klubben rådet over et anlæg på seks hektar med blandt andet naturgolfbaner, petanquebaner, kroketbaner, billardlokale samt mulighed for flere andre udendørs aktiviteter.

Der er også mulighed for at spille billard, whist, strikke/nørkle, spille badminton og så er klubben arrangør af Tour de Pedal cykelløb.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden