To-årig pige fundet
To-årig fra daginstitution var forsvundet i fire og en halv time, før hun blev fundet
Opdateret kl. 19:44
HOBRO: Omkring kl. 15.20 blev den to-årige pige, der forsvandt tirsdag formiddag fundet, efter at hun havde været væk i cirka fire og en halv time.
Pigen på to og et halvt år forsvandt fra Naturgården Børnehave på Dorrelundvej 3 ved Brøndum nær Hobro, hvor hun sidst blev set kl. 10.45. Pædagogerne ledte efter hende i en times tid, før de kontaktede politiet.
Politiet satte en omfattende eftersøgning i gang med flere hundepatruljer og fik assistance fra en helikopter. Dykkere blev også sendt til området, fordi man frygtede, at pigen kunne være druknet i en sø tæt på børnehaven.
Lokale beboere i området ledte også efter den lille pige.
Pigen blev fundet på en landejendom på Hannerup Skovvej 600-700 meter fra det sted, hun forsvandt. Det var beboerne på ejendommen, der fandt pigen og derefter kontaktede politiet.
Der var naturligvis stor gensynsglæde, da den lille pige blev genforenet med sin mor og far ved børnehaven, hvor hun blev hjulpet ind i en bus, hvor hun fik noget at drikke.
Alle var glade og lettede, og pigen så ud til at have det godt, fortæller NORDJYSKEs reporter på stedet.
Pædagogerne var naturligvis påvirkede af situationen, og de modtog psykologhjælp.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.