Halvrimmen

To års fængsel for skud og narko

En 20-årig og en 44-årig mand fik hver to års ubetinget fængsel for skud mod huse i Vilsund og Halvrimmen

To nætter i træk blev der i august i fjor affyret skud mod denne ejendom i Vilsund i Thy. Indtil videre er tre af de involverede gerningsmænd blevet dømt to års ubetinget fængsel hver. Arkivfoto: Ole Iversen
To nætter i træk blev der i august i fjor affyret skud mod denne ejendom i Vilsund i Thy. Indtil videre er tre af de involverede gerningsmænd blevet dømt to års ubetinget fængsel hver. Arkivfoto: Ole Iversen

VILSUND/HALVRIMMEN: En 44-årig mand fra Sydthy og en 20-årig mand fra Års blev onsdag ved Retten i Holstebro idømt hver to års ubetinget fængsel.

Begge blev blandt andet dømt for deres andel i tre skudepisoder mod henholdsvis en ejendom i Vilsund i Thy og en ejendom i Halvrimmen.

Retsmødet, der fandt sted som tilståelsessag uden lægdommere, er den anden af en række retssager mod de fem involverede i skudepisoderne i august og september i fjor. Ved den første, der fandt sted 30. marts, blev den 21-årige chauffør af bilen, der blev brugt ved skyderierne, ligeledes idømt to års ubetinget fængsel.

De to dømte forklarede i retten, at udgangspunktet til episoderne var en fest hos den 44-årige på dennes bopæl i udkanten af Hurup.

Den 20-årige forklarede, at han var med som passager i bilen, men at han ikke havde noget med skyderierne at gøre. Han tog med til Thy, fordi han kendte den 21-årige.

Han var desuden så påvirket af hash og kokain, at han ikke huskede meget.

De to dømte havde hver især meget lidt at bidrage med, når det kom til opklaringen af skudepisoderne. Retten fik aldrig svar på, hvem der skød - og især ikke hvorfor.

Både ved skudepisoderne i Vilsund 21. og 22. august og i Halvrimmen 3. september i fjor, befandt der sig personer i ejendommene. Ingen blev dog ramt.

Et spørgsmål fra anklageren om, hvorvidt episoderne var narkorelaterede forblev ubesvarede.

Den 44-årige var ikke selv med ved skyderierne, men erkendte, at gerningsvåbenet - en kaliber 44 Magnum revolver - var blevet gemt på hans bopæl. Han blev derudover dømt for besiddelse af blandt andet et kilo hash, 75 gram kokain, 470 piller mrk. Retrovil og 73 piller Truxal, der blev fundet under ransagningen af hans bopæl. Derudover blev han dømt for trusler og afpresning i en sag, der ikke har noget med skudepisoderne at gøre.

Den 44-årige modtog dommen på stedet, mens den 20-årige udbad sig betænkningstid med henblik på en evt. anke af dommen.

Der er endnu ikke berammet et retsmøde mod de sidste to sigtede i sagen, der - modsat de dømte - nægter sig skyldige, men som må betragtes som hovedmistænkte.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden